Menu

Racismeramt kvinde uden hjælp hos Politiet

Racisme og trusler har taget hårdt på en ung kvinde, mens politiet ikke har taget imod hendes anmeldelser.
Racisme og trusler har taget hårdt på en ung kvinde, mens politiet ikke har taget imod hendes anmeldelser. Modelfoto: Sera Leaving

Deltagelse i en dansk Facebook gruppe som støtter opførsel af moskeer i Danmark har fået alvorlige konsekvenser for en ung kvinde fra København. Politiet mener dog ikke at der er grund til at efterforske de trusler den unge kvinder har modtaget – hun kan jo bare vælge at flytte hvis det hele bliver for meget for hende.

Anne har modtaget over 44 trusselsbreve via email, har fået fem fysiske truselsbreve ind ad sin brevsprække og er blevet opsøgt midt om natten i sit hjem af voldelige moskémodstandere, efter at hun i for tre måneder siden i februar måned meldte sig ind i en Facebook-gruppe til støtte for moskéer i Danmark. Hun lever i dag angst for at de rabiate moské-modstandere en dag vil gøre alvor af deres mange trusler og slå hende ihjel. Samtidig vælger politiet ikke at efterforske de mange trusler som Anne og andre modtager fra rabiate modstandere af moskeer.

P77 har talt med den unge kvinde og adskillige andre, som også er blevet truet fordi de har tilkendegivet deres støtte til, at der kan bygges moskeer i Danmark. Den unge kvindes rigtige navn er ikke Anne, men hun beder om anonymitet for at beskytte sig selv og sin familie.

Som en ung kvinde i starten af tyverne har Anne aldrig være særligt politisk aktiv. Hun har kun deltaget i en demonstration to gange i sit liv, og det var helt spontant at hun i februar meldte sig ind i Facebook-gruppen Ja til Moskeer i Danmark.

»Der har et stykke tid været en ret så ophedet debat i Danmark om det er i orden at muslimer må få en moske. Jeg meldte mig ind i ja-gruppen, ikke fordi jeg er politisk aktiv, men fordi jeg som en hel almindelig borger ville udtrykke min egen holdning til moskeer i Danmark« siger Anne.

Men det gik hurtigt op for Anne at der blevet holdt øje med hvem som meldte sig ind i gruppen. En gruppe af moské-modstandere, som var aktive i en Facebook-gruppe kaldet Nej til Moskeer i Danmark, begyndte nemlig i marts måned at udsætte flere og flere medlemmer af gruppen Ja til Moskeer i Danmark for grov chikane. Og Anne, som er nem at spotte ud med sine store mørke krøller og mørke hudfarve, fik hurtigt moské-modstandernes had at føle.

»Jeg er nem at få øje på fordi jeg er mørk i huden og enhver kan se at jeg ikke ser dansk ud. De gik efter mig fordi de er racister som mener at sådan nogen som mig bare skal holde kæft og ikke blande sig i den offentlige debat« fortæller en tydeligt rystet Anne. »Første gang jeg fik en mail fra dem fik jeg et kæmpe chok og blev meget bange. Det var helt uvirkeligt det hele og jeg blev svimmel. Man bliver jo bange når man sidder der helt alene klokken seks om morgenen, og nogen pludselig skriver, at de ved hvor man bor og vil komme over og slå en ihjel. Man aner jo ikke en skid, om det er én som mener det alvorligt, eller om der bare er tale om en psykisk syg person.«

Allerede få dage efter modtager Anne igen e-mails via Facebook. Denne gang er tonen endnu mere grov. En person som kalder sig for Kira Israeli skriver til Anne.

»Giv mig din adresse så skal vi komme og sparke døde grissehoveder ind i kæfterne på jer perkersvin og koranen kan i få sparket langt op i røven lorte perkere fuck jer i klamme tabersvin der ikke engang tør at bo hjemme i eget land føj føj føj nogle taber svin usle taber SVIN PERKERESVIN.«

»Husk det det kan jo være at en bil lige rammer lille Ali eller Fatima på vej til børnehaven hvem ved? En ting er sikkert og det er at mange har fået NOK af jeres lort og I kan ikke leve på den mere I kan heller ikke leve på I er flokdyr der klør sig i aberøven i en ghetto, i forbandede perkersvin er og bliver Danmarks 2.gangs skrald. FUCK JER USLE PERKERE SVIN OG PUT JERES RÅDNE KORAN OP I RØVEN PÅ JER SELV DEN GÆLDER IKKE I DANMARK FAT DET SMÅ ROTTE SVIN...«

Dybt rystet over de mange mails fra personen der kalder sig Kira Israeli vælger Anne tidligt næste morgen at tage sin PC under armen og ind til Amager Politi for at indgive en anmeldelse.

»Jeg var vildt chokeret og meget forvirret. Så jeg tror politiet havde svært ved at forstå, hvad det var jeg forsøgte at fortælle dem. Jeg stod der og fægtede med min bærbare mens jeg græd og råbte op om, at jeg var træt af at blive udsat for trusler og racisme på Facebook, og bad dem om at gøre noget fordi jeg var bange for at en eller anden racist som måske også var dybt sindssyg ville finde frem til hvor jeg bor og virkeligt slå mig ihjel.«Fotokopi af trusselsbrev

Politiet sender Anne hjem uden at oprette en anmeldelse på sagen. Anne når at spørge den politiassistent som talte med hende, om han vil oplyse sit navn hvis hun ønsker at gå videre med sagen. Politiassistenten vil ikke oplyse sit navn og siger at hun selv er uden om at racister truer hende, for hun kan bare lade være med at melde sig ind i gruppen Ja til Moskeer i Danmark. Og desuden har hun jo svaret Kira Israeli et par gange og dermed forsat med at provokere Kira Israeli til at skrive mere.

Anne syntes det er meget underligt at politiet vælger at sende hende hjem uden at tage imod en anmeldelse og hun mener at politiets råd om at hun bare skal holde sig væk fra at deltage i gruppen Ja til moskeer er udemokratisk.

»Jeg forstår ikke hvorfor politiet mener at jeg skal have begrænset min ytringsfrihed, mens racister som truer mig på nettet bare skal slippe fordi jeg jo har svaret dem tilbage et par gange. Jeg svarede dem fordi jeg ikke ville finde mig i at de forsøgte at skræmme mig væk fra at støtte Ja gruppens holdning om at moskeer er helt i orden i Danmark. Politiet mener åbenbart at racister frit kan få lov til at chikanere folk og true dem når de har lyst. I mine øjne er politiets holdning ikke i orden.«

Anne tager skuffet hjem fra sit møde med politiet på Amager. Hjemme føler hun sig alene og bange og ked af det over at ingen vil hjælpe hende. Hun logger ind på Facebook og skriver et par mails til de politikere som hun er fan af, men ingen af dem besvarer hendes henvendelser.

Over de næste to måneder tager truslerne til, og Anne bliver mere og mere angst over hvad det hele skal ende med, samtidig med at hun ikke vil lade sig true til at stoppe. Når det ringer på døren nede i trappeopgangen farer hun nervøst sammen med et vildt bankende hjerte. Tænk hvis det er dem fra Facebook der kommer for at gøre alvor af deres trusler, er den tanke der kører i hendes hoved igen og igen.

Når natten falder på kan Anne ikke falde i søvn. Hun lytter til alle lydene udenfor, og plages af tanken om hvorfor nogen vil slå hende, en helt almindelig ung kvinde, ihjel. Hun overvældes også af gråd over alle de grimme racistiske ting der er blevet skrevet.

En morgen i slutningen af marts tager sagen en ny drejning. I løbet af natten modtager Anne et trusselsbrev, nu ikke via Facebook men i et brev ind igennem døren. Fotokopi af trusselsbrev til Anne, skrevet på standardbrev fra Boligselskabet

Nogen har altså fundet frem til hvor hun bor, har været inde i hendes opgang og har smidt et brev ind i gennem hendes brevsprække.

Anne får et kæmpe chok og ryster over det hele. Hun bliver helt mat i benene og tager kontakt til politiet, der endnu en gang blot beder hende om at tage det helt roligt.

Anne føler at hun begynder at blive paranoid over de mange trusler og chikanen, og hun mærker at hun er ved at udvikle angst. Når hun er alene hjemme kan hun slet ikke koncentrere sig om sine lektier, fordi hun hele tiden er bange for at nogen vil dukke op. Hun begynder at fravælge at færdes steder, hvor der opholder sig mange mennesker. Når hun går på strøget får hun angstfølelse af, at en som vil hende noget ondt følger efter hende.

Annes lærere bemærker skiftet i hendes opførsel og konfrontere hende til sidst med det. Anne betror sig til læreren, og fortæller at læreren bliver dybt rystet over, at politiet bare har ladt Anne gå uden rådgivning om hvordan hun skal håndtere truslerne og uden at efterforske sagen.

På få måneder har Anne udviklet sig fra en glad og socialt aktiv pige som deltager flittigt i timerne til en paranoid, bange og ukoncentreret elev der ved den mindst lyd fare sammen i klassen og ryster over det hele.

»En dag så ringede en klokke vildt højt. Jeg gik totalt i panik og troede at der var sket noget meget slemt. Jeg tænkte kun på at det var nu at nogen havde valgt at gå amok på skolen og skyde mig, ligesom de der skoleskyderier i USA. Heldigvis var der bare tale om en brandøvelse.«

Episoden på skolen får Anne til at tage kontakt til egen læge, fordi hun ikke længere føler at hun har kontrol over situationen. Lægen giver hende en henvisning til en psykolog men der er lang vente tid .

En nat i april ligger Anne igen vågen om natten, da hun indenfor i opgangen pludseligt hører en gruppe mennesker råbe hendes navn og at hun skal dø.

»Klokken 4 om natten ringer det på min dør, og jeg høre nogen råbe op om at jeg skal dø og have tæsk. Flasker bliver kastet og nogen sparker på døren. Jeg går totalt i panik men aner ikke hvad jeg skal gøre. Jeg går ind i stuen og lukker døren til stuen efter mig. Udenfor min hoveddør kan jeg høre at en kvinde råber op at jeg skal dø. En anden stemme siger at hende kvinden skal holde sin kæft og at de måske bare skal se at skride inden politiet kommer. De lyder som om de har drukket og stemningen er rigtig ond. Efter et stykke tid kan jeg høre at de går udenfor og jeg går hen til mit vindue og løfter gardinet for at kigge ud.«

»Under en gadelampe ser jeg en lyshåret kvinde med langt hår stå og snakke med to mænd. Den ene er en rocker type i en karamelfarvet tæt jakke og jeg bemærker at den anden er en ung mand på omkring 20 år. Han bære en tyk halskæde om halsen. De står alle fire og skændes mens kvinden dingler frem og tilbage. Jeg anslår dem til at være mellem 20 til 40 år. Jeg har aldrig oplevet sådan noget før. Jeg bor i et fredeligt område, og der har aldrig før været ballade i min opgang. Mens jeg ringer til politiet ser jeg at de forsvinder.«

»Om morgen tager jeg ud til Amager politi igen for at politianmelde episioden, jeg fortæller dem at jeg har en mistanke om at episoden har relation til de trusler jeg modtager på Facebook og at der nok er tale om nogen personer fra gruppen Nej til Moskeer. Jeg fortæller politiet at nu må de gøre noget. Jeg viser dem kopi af samtlige trusselsbreve som er blevet smidt ind ad min brevsprække og fortæller at det ene brev er skrevet på papir med mit boligselskabs logo på. Jeg fortæller også at jeg har haft kontakt til min læge og at jeg har fået tilbudt om at få timer hos en psykolog.«

»Mens jeg står der hos Amager politi går jeg totalt i opløsning og begynder at græde. Politiet vælger dog igen at afvise mig og vil ikke tage imod en anmeldelse. En politiassistent som hellere ikke vil oplyse sit navn, giver mig det råd at jeg bare kan vælge at flytte min adresse eller flytte helt, hvis jeg syntes at truslerne er for slemme. Og så syntes han at jeg skal melde mig ud fra gruppen Ja til moskeer i Danmark og helt stoppe med at være aktiv på internettet.«

»Jeg bliver enorm skuffet og vred, det kan ikke være rigtigt at jeg skal opleve at blive truet og udsat for chikane fra racister uden at politiet regere og starter en efterforskning. Jeg har aldrig truet nogen og jeg har aldrig skrevet hademails til andre, den slags kunne jeg aldrig drømme om. Politiets afvisning af mig og det at de blot lader mig gå uden at rådgive mig om hvor jeg kan få hjælp, efterlader mig med skam og jeg føler at det er mig som har gjort noget forkert ved at henvende mig til dem. Men hvad skulle jeg ellers gøre, politiet er vel til for at vi borgere kan henvende os til dem når vi bliver udsat for den slags ting?«

I slutningen af april vælger Anne at klage over Amager Politi. Hun modtager en mail om at hendes klage er vidersendt til politiets advokatur, hvor den vil blive behandlet. Anne skriver også et brev til justitsministeriet og klager over Amager politis håndtering af hendes henvendelser.

Fotokopi af trusselsbrev til Anne

Omkring den første maj modtager hun et brev fra en af Justitsministeriets embedsmænd som oplyser hende at hendes sag ikke er deres bord og henviser hende igen til Amager politi. Anne tager så på ny kontakt til Amager politi og oplyser i en mail at hun har været i kontakt med Justitsministeriet, og hun vil tage kontakt til pressen hvis Amager politi ikke tager hendes henvendelse alvorligt. Amager Politi vælger at svare hende, og hun får en kontakperson tilknyttet sin klagesag. Men stadigvæk vil Amager politi ikke sætte en efterforskning i gang.

Anne oplever det som forskelsbehandling at politiet ikke efterforsker hendes sag. »Se bare på Pia Kjærsgaard. Hvis nogen truer hende har politiet dagen efter fat i den person som har truet hende. Men os almindelige mennesker er de ligeglade med. Jeg er efterhånden rasende over at nogen forsøger at begrænse mine demokratiske rettigheder, Ud over at alle truslerne og chikanen har gjort mig syg, så er jeg også enormt ked af at folk og især min familie fravælger at være venner med mig på Facebook, fordi de er bange for at dem som er ude efter mig begynder også at gå efter dem.«

Anne er ikke det eneste medlem af Facebookgruppen Ja til Moskeer i Danmark der må finde sig i at blive truet af racistiske og rabiate moske modstandere med tilknytning til Facbook gruppen Nej til moskeer i Danmark. Flere og flere i ja-gruppen modtager trusler, og flere har oplevet at blive kontaktet fysisk enten ved at blive opsøgt hjemme af moskémodstandere eller ved telefonopkald.

En mand som P77 også har været i kontakt med, fortæller at han i slutningen af april blev ringet op mens han stod og stegte frikadeller. I røret råbte en mandestemme ophidset at han ville dø, hvis han ikke trak sig ud af Ja til Moskéer-gruppen. Manden deltager ikke længere i debat i gruppen, ganske enkelt af angst for at manden i telefonen dukker op og gøre skade på hans familie eller ham selv.

En anden ung mand fortæller til P77, at han en nat blev vækket af en kvinde, som råbte at han skulle lukke døren op fordi hun ville tale med ham om noget han havde skrevet på Facebook. Da han nægtede at åbne døren forsøgte kvinden at sparke døren i stykker.

Facebook-gruppen Ja til Moskeer i Danmark råder alle deres medlemmer til at tage kontakt til politiet, hvis de oplever at blive udsat for racisme eller trusler. Men at dømme ud fra Annes og andres fortællinger, ser det ud til at politiet ikke tager henvendelserne alvorligt.

Imens vokser antallet af truede borgere i Facebook gruppen Ja til Moskéer i Danmark.

Vær med i debatten

Log In

Log in with Facebook

Forgot your password? / Forgot your username?