Menu

Sommerperfid statsminister hygger om Danmark

Statsminister

Sommeren har ramt Danmark, isvaflerne er lagt i fryseren, ligusterfascisterne har varmet Webergrillen op, den kreative klasse har smidt tøjet og rocker i Roskilde, alt imens de vante politiske sommerperfiditeter har ramt avisernes forsider.

Politiske sommerperfiditeter er nemlig noget som hører sommeren i Danmark til, og blå stue har som altid lagt sig godt i førerpositionen.

Først laver de Konservative en barnlig amatørvideo på Youtube, hvor man ser Helle Thorning Smidt og Villy Søvndal danse græsk folkedans. Videoen er et slags konservativt varsling om at en rød regering er lig med en græsk tragedie. Det som de konservative glemmer at få med er, at det er en borgerlig politik som har været med til at få kørt græsk økonomi i sænk. Men lad bare den lille virklighedsbenægtelse ligge, for jo det ser da sjovt ud når Villy og hende Helle smilende kaster sig ud i en græsk Zorba.

Men jeg må indrømme at jeg griner mest af de konservative når jeg ser deres video. Sandheden er jo at det er de konservative, Venstre og Dansk Folkeparti der har danset træskopolka i flere år og jokket den danske økonomi og meget andet dansk godt og grundigt i stykker. Vi var så rige at vi kunne købe hele verden. Hele Danmark var i mange år høj på flekslån, afdragsfrie lån, friværdi og spekulative ejendomsinvesteringer. Bankerne blev rigere og rigere og der var ingen fattige i Danmark. Alt gik bare som smurt i Lurpak og samtalekøkkener, fladskærme, Botex, kunstige bryster og lykkepiller solgte som aldrig før.

Sammen med farmand Anders, mor Pia og tante Lene fik vi ikke bare en med to krige oven i velstandshatten. Vi blev en krigsførende nation og stolte patrioter, som lod Dannebrog smælde hver gang storbror Bush ringede efter nye forsyninger af unge danske Jenser og Lotter som skulle til Irak og Afghanistan for at forsvare vores allesammens demokrati. Det demokrati som til gengæld gav os Gutanamo, Abu graib og en irakisk flygtningestrøm på over 6 millioner mennesker, hvoraf et par hundrede søgte til Danmark og fik den danske (u)hygge at mærke.

Men så røg USA på røven og vi røg med, og VKO fik en lang næse ligesom Pinnocio. Vi fik en ny statsminister Lars Løkke Rasmussen eller Lille Lars fra Græsted som mange plejer at kalde ham. Og Lille Lars er lille på mange måder, Især når det gælder at indrømme at han og hans hold har kørt Danmark i sænk efter først at have købt bajere på vores andres regning.

Det kan godt være at oppositionens økonomiske plan ikke er ligeså festlig og farverig som VKOs partyøkonomi, men det er altså ikke oppositionen som har smadret Danmarks økonomi og omdømme. Ansvaret for hullet i statskassen og det elendige omdømme er ene og alene VKOs fordi vi ved jo godt alle sammen at det er dem, som de sidste ni år har siddet godt fastklemt til magten og på ingen måde samarbejdet med oppositionen. Men sjovt er det da at se de konservative more sig med at lave platte videoer her i sommervarmen og sjovt er det at høre statsminister Lille Lars fra Græsted lufte sine retoriske evner og råbe op om at oppositionens økonomiske plan ligefrem er landsskadelig virksomhed. Er det nu man må råbe psykopat i jakkesæt?

Mit råd til den sommerperfide statsminister er at han skal se at få bællet et par iskolde fadbamser i en fart og sende Lene Espersen på ferie til Grækenland. For det brænder Hr. Statsminister, lokummet brænder under dem her i sommervarmen.

Log In

Log in with Facebook

Forgot your password? / Forgot your username?