Menu

Afskaf aktindsigt

alt

Aktindsigt er dybt forældet og bør hurtigst muligt afskaffes.

Kameraer overalt, biometrisk overvågning, naked scanners, elektroniske spor, logning af slettede emails og sms, Facebook ... reelt lever vi i et overvågningssamfund, som George Orwell end ikke havde fantasi til at forestille sig i sit værste mareridt, dystopien 1984.

Et udbredt moderne mundheld lyder, at hvis man ikke har noget at skjule, behøver man ikke frygte overvågning. Jeg vil anbefale dette .pdf dokument, der ser kritisk på påstanden:

“I’ve Got Nothing to Hide” and Other Misunderstandings of Privacy

MEN det er et sidespor. Jeg vil ikke diskutere for eller imod. Lad os blot nøjes med at konstatere at overvågningssamfundet er en realitet. Det jeg vil fremføre er, at udviklingen har været asymmetrisk: Til trods for at borgerne bliver overvåget i en grad som man tidligere end ikke kunne forestille sig, har vi ikke som borgere fået tilsvarende muligheder for at overvåge systemet.

 

Et forældet system

Systemet med aktindsigt gav god mening før internettets indtog. Dengang drejede det sig om fysiske dokumenter som en embedsmand måtte finde i arkivet, fotokopiere hvoefter han puttede kopien i en konvolut som han sendte til journalisten. Det var omstændigt, men sådan var betingelserne dengang der var tale om fysiske medier.

Vi lever i en hel anden verden end man gjorde dengang. Almindelige borgere er vant til at søge information på et verdensomspændende digitalt netværk kaldet internettet. Hvor man førhen havde Lademanns konversationsleksikon i 30 bind, har man nu Google eller Wikipedia. Hvis man tager nutidens muligheder for informationsdeling i betragtning, fremstår systemet med ansøgning-om-aktindsigt mest af alt som en gang bureaukrati der gør adgangen til information langt mere besværlig. Som journalist ved man sommetider ikke præcis hvilke dokumenter man skal søge aktindsigt i, og hvis man får søgt om aktindsigt i det rigtige, får man afslag eller processen trækkes i langdrag i månedsvis. PET har gjort sig bemærket ved at have været 19 måneder om at komme med et afslag. Selv når embedsmændene ikke direkte modarbejder journalisterne, gør det omstændige aktindsigts-system i sig selv det mere besværligt at indhente information.

Ytringsfrihed er vigtig, men man kan ikke ytre sig om noget man ikke har viden om. Ved at holde informationer skjult, modarbejder vi ytringsfriheden.

Det er på tide vi skruer op for visionerne og tør beskrive nogle realistiske utopier. Det forældede system med aktindsigt bør afskaffes. I stedet bør all offenlig data lægges til fri beskuelse på internettet. Eneste undtagelse skal være hvis der er en konkret grund til at hemmeligholde dataen, f.eks. hvis den indeholder private oplysninger om en borger.

Som tidligere beskrevet er det allerede nu muligt som borger at springe ansøgning-om-aktindsigt over, og få direkte adgang til sin egen sygejournal. Vi mangler blot at få resten af systemet gjort tidssvarende.

Selv om Norge stadig har problemer, har de bevæget sig i den rigtige retning: Embedsmænd skal lægge alle deres referater, analyser, og post ind i en online database kaldet OEP (Officiel Elektronisk Postjournal). Man har som borger dog ikke direkte adgang til dem, men skal klikke på de dokumenter som man vil søge aktindsigt, hvorefter man vil få svar efter højst 3 dage. Kilde: journalisten.dk: I Åbenhedens Fodspor


Argumentet imod åbenhed

Der er mange forskellige argumenter imod at borgerne får indsigt i de demokratiske processer. Grundlæggende er de baseret på den samme antagelse: At borgerne er naive, ubegavede, uoplyste eller i deres følelsers vold og at det derfor ikke er godt hvis de har al for megen viden om hvad der faktisk forgår. Demokrati er godt, men kun i begrænsede mængder.

Jeg er enig i at borgerne i en hvis grad er naive, ubegavede, uoplyste og i deres følelsers vold. Men hvis argumentet skulle holde, skal der kunne påvises at ministre og embedsmænd generelt befinder sig på et højere niveau end den øvrige befolkning. Det er jeg ikke overbevist om er tilfældet. Faktisk har jeg studset over hvorfor ministre generelt er så pinlige at høre på, når folk jeg møder ofte er dannede, intelligente og reflekterende.

Efter at Bertel Harder tilsvinede en journalist for rullende kamera, deltog jeg i en diskussion om sagen. Her blev en interessant variation af argumentet fremlagt: Journalister må aldrig stille ministre uventede spørgsmål, da de så ikke har mulighed for med deres medierådgiver at konstruere et svar der lyder forstandigt. Hvis journalisterne begyndte at stille uventede spørgsmål til ministrerne, ville det føre til at folk faktisk fik et reelt billede af hvor lidt de folkevalgte egentlig ved, og denne viden er ikke godt for borgerne.

I forbindelse med Abu Ghraib-sagen i 2004, sagde forsvarsministerens nærmeste rådgiver, Poul Dahl:

»Man har ikke fra ledelsens side gjort sin informationsmanagement ordentligt. Det er helt klart, at det her ikke egner sig til det offentlige forum. Vi kan ikke lide at se folk blive fornedret eller pint og plaget. Men hvis det sker, at samfundet - eller dem, der har ansvaret - tager den slags metoder i brug, så skal det ikke ud i det offentlige,«

Kilde: Dansk militarisme: Poul Dahl - officer, torturpropagandist

Her er det værd at bemærke at han ikke ikke kommer med nogle argumenter for hvorfor han mener at ledelsen skal skjule væsentlige oplysninger for borgerne: Det er noget, der er »helt klart«, noget man ikke engang behøver at begrunde.

 

»Af Hensyn til Statens Sikkerhed«

De antidemokratiske tendenser er mest tydelige i efterretningstjenesterne. Når en given information er hemmelighedsstemplet af hensyn til statens sikkerhed, skulle man umiddelbart tro at der er tale om informationer som der er en reel grund til at holde hemmelig af hensyn til statens sikkerhed. Dette er dog ikke altid tilfældet.

Ingen af de i 95 sider som Frank Grevil lækkede, indeholdt information som der var nogen reel grund til at hemmeligholde. Men den danske presse fandt det ikke særligt odiøst at der intet hemmeligt var i den hemmelige trusselsvurdering som lå til grund for Irak-krigen. Det blev brugt som forsvar for Frank Grevils handling, men Forsvarets Efterretningstjeneste blev ikke kimet ned af journalister der ville vide hvorfor tjenesten havde valgt at misbrugte deres hemmelighedsstempel til at skjule det meget omdiskuterede beslutningsgrundlag for Irak-krigen.

Frank Grevil læk af den ikke spor hemmelige trusselsvurdering førte til at han fik tildelt prisen Samuel Adams Award for Integrity in Intelligence. I danmark blev han idømt en fængselsstraf på 4 måneders ubetinget.

Det skal understreges at den udbredte brug af hemmeligholdelse er en særlig dansk tendens. USA har langt mere åbenhed i systemet. Her kan man ikke bare hemmelighedsstemple hvadsomhelst. Et konkret eksempel er da ACLU fik aktindsigt i obduktionsrapporter hvor ofrene var torteret til døde.

De danske efterretningstjenester skjuler information for offentligheden, men de går også videre end dette. Hvis information er på vej ud, holder de sig ikke for gode til at true folk med fængsel:

Politiken: Tolk blev truet med fængsel

Noget tilsvarende oplevede instruktøren til Armadillo:

BT: Armadillo-instruktør truet af forsvaret

Demokratiets ledelsesstruktur

I et demokrati er folket den højeste autoritet. Dette burde være selvindlysede, men de fleste glemmer ofte at borgerne reelt befinder sig øverst i ledelseshierakiet, og at de forskellige ministre og embedsmænd befinder sig nederst.

En chef i toppen af ledelseshierakiet skal have adgang til at se systemet efter i sømmene. De skal have adgang til hele det underliggende system.

 

Sigt efter stjernerne

Lige nu ser det ikke ud til at vi får mere åbenhed i systemet, til trods for at borgerne overvåges i uhørt grad. Desuden er privatisering uhyre udbredt. Dette har den konsekvens, at aktindsigt ikke længere er muligt, da det der før var offenligt nu er blevet erstattet af selskabslignende virksomheder eller private sekskaber.

At vi får afskaffet aktindsigten og gjort informationen fri er ikke videre sandsynligt. Det er en utopi. Jeg mener dog at utopier er vigtige. Man bliver nød til at have visioner og sigte højt. Selv om det realpolitiske arbejde består i at prøve at bevare aktindsigten og eventuelt muligvis få den udvidet en lille smule, bør man også rette blikket opad og sætte sig ud over det system man er født ind i.

 

Links

http://journalisten.dk/emne/aktindsigt - Alle artikler om aktindsigt på Journalisten.dk

http://www.wobbing.be - Europæisk site hvor journalister udveksler tips til hvordan man opnår aktindsigt

http://ministerbetjening.dk - Hvidbog om offentlighedsloven samt blog

http://www.information.dk/146200 - Information: PET afviser konsekvent aktindsigt

http://www.information.dk/92833 - Information 26. juli 2007
Read more...
Subscribe to this RSS feed

Log In

Log in with Facebook

Forgot your password? / Forgot your username?