Menu
  • Written by  Jacob Olesen
  • Email

Holdningsskredet

Brorsons Kirke i København
Brorsons Kirke i København

I dag et år efter de irakiske flygtninges tilflugt i Brorson-kirken i København giver Jacob Olesen fra gruppen Kirkeasyl, der hjalp irakerne, en personlig beretning om Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis holdingsskred på udlændingeområdet. Han gør blandt andet op med myten om at 90ernes udlændingepolitik var lempelig eller slap.

I starten af 90’erne skete der et skred i dansk politik på venstrefløjen.

Det startede da Poul Nyrup Rasmussen vandt formandsvalget i Socialdemokratiet ved en demokratisk, om end usympatisk manøvre. Han var mere spiselig som statsministerkandidat for midterpartierne, ikke mindst De Radikale, end Svend Auken, som tilhørte partiets venstrefløj. Det er nok ikke tilfældigt, at han i samme periode begyndte at komme sammen med den radikale politiker-kollega Lone Dybkjær, hvorved hans midtersøgende sindelag givetvis har været kendt hos den radikale ledelse og dermed hos de andre midterpartier.

I 1993 gik Schlüter af på grund af Tamilsagen og Nyrup blev statsminister.

SF havde i 1992 ført kampagne imod Maastricht-traktaten, men førte året efter kampagne til fordel for Edinburgh-aftalen, der indeholdt de fire forbeholdt, som SF havde præsenteret i foråret 1992, inden folkeafstemningen om Maastricht.

Herfra gik det nedad bakke, både for S og SF. SF blev i stigende grad mere og mere positiv overfor EU, S blev mere og mere klar over, at de, for at tækkes de danske vælgere og bevare magten, var »nødt til« at skærpe såvel retorikken som politikken overfor de etniske minoriteter.

Socialdemokraternes holdningsskred

Den skærpede linje overfor etniske minoriteter blev pointeret gennem stramninger i udlændingepolitikken og også en stramning i implementeringen af politikken. Bl.a. smed man i midten af 90’erne Dansk Flygtningehjælp ud af Flygtningenævnet og nedsatte antallet af medlemmer. Dermed ændrede man sammensætningen, så regeringen siden har haft mere ”hånd i hanke” med afgørelserne.

På det symbolske plan blev Birthe Weiss i 1998 skiftet ud som indenrigsminister med ansvar for udlændingepolitikken. Rygter vil vide, at hun selv gik, fordi hun ikke ville lægge navn til de stramninger, som hun blev pålagt at fremlægge og administrere, men udadtil så det ud som om, hun blev fyret, fordi hun havde fået stemplet pladderhumanist.

Weiss blev skiftet ud med den tidligere borgmester i Århus, Thorkild Simonsen, som havde gjort sig bemærket i medierne som udpræget strammer på udlændingeområdet. Men allerede to år efter havde Nyrup igen brug for at vise fasthed på udlændingeområdet, og skiftede Simonsen ud med Karen Jespersen, hvis ytringer på udlændingeområdet længe havde været stort set umulig at skille fra retorikken hos DF.

I mellemtiden nåede Nyrup at holde sin berømte »Stuerene bliver I aldrig«-tale (Folketingets åbningstale 1999), som var ren symbolsnak overfor sit eget partis venstrefløj, for den udlændingepolitik, som han havde ført frem til åbningstalen 1999, og som han førte frem til han tabte valget til Anders Fogh Rasmussen i 2001, var én lang leflen for DF’s vælgere og havde dermed i sig selv været med til at etablere en ny »politisk korrekthed«, hvor det er DF der passer ind, mens de personer og partier der holder fast i idealerne om en humanistisk og ægte fair udlændingepolitik, er de politisk ukorrekte.

Jeg vil gerne på egne vegne give udtryk for, at jeg har personlig viden om, at Nyrup allerede mens Weiss var indenrigsminister førte en asylpolitik, der kostede både førlighed og endda i nogle tilfælde, liv. Jeg var selv involveret i frivilligt flygtningearbejde fra starten af 90’erne. Jeg kender til sager, hvor folk, der kom her til som torturofre, blev sendt tilbage til deres bødler. Især ét eksempel har brændt sig ind i min hukommelse, nemlig en ung mand, der blev udvist fra Danmark til hjemlandet, blev fanget af de myndigheder, som han var flygtet fra, blev udsat for tortur. Da de endelig mente, at de havde knækket ham tilstrækkeligt, satte de ham på fri fod, men skræmte alle potentielle arbejdsgivere fra at ansætte ham. Til sidst blev han drevet så langt ud i desperation over ikke at kunne brødføde sin familie, at han begik selvmord, til dels i håbet om at det ville give hans kone og børn mulighed for at få mad på bordet.

Jeg kender til andre eksempler på, at folk, der havde behov for beskyttelse, gik under jorden i en periode, endda i nogle tilfælde flyttede fra Danmark til andre EU-lande, for at undgå hjemsendelse. I nogle tilfælde, ligesom det aktuelt sker med irakere, lykkedes det, udelukkende fordi danske organisationer gik ind og støttede dem, at få genoptaget deres sager op opnå asyl. Dvs. de havde hele tiden haft behov for asyl. Men med de mange asylansøgere, der sad, og sidder rundt omkring på asylcentre, var og er der et utal af asylansøgere, der ikke havde/har nogen til at tale deres sag, måske var/er deres sag ikke helt så let at sælge til aviserne, eller måske havde/har de bare ikke overskud til at gøre opmærksom på de omstændigheder ved deres asylsag, som kunne vække diverse organisationers opmærksomhed.

Socialistisk Folkepartis holdningsskred

I april 2005 vandt Villy Søvndal formandsvalget til Socialistisk Folkepart. Han blev set som SF’s venstrefløjs kandidat, men siden hans udnævnelse har SF fået meget fokus på, hvad der »gør sig« hos befolkningen. Han har deltaget i talkshows, TV-quizzer, ses jævnligt i ugeblade.

Parallelt har SF også rykket sig til højre i værdidebatten. Det startede vel egentlig, da han i 2007 og 2008 sagde, at Hizb-ut-Tahrir skulle »gå ad helvede til«. Vi kan da sagtens blive enige om, at Hizb-ut-Tahrirs synspunkter langt hen ad vejen er usympatiske, men jeg har aldrig set Villy bruge samme retorik overfor de mest rabiate udtalelser fra DF. De har hovedsageligt blevet mødt med hovedrysten.

Der er flere eksempler, men lad mig springe til sommeren 2009, hvor en gruppe irakere fik kirkeasyl på først én kirke, siden flyttede over til en anden, nemlig Brorsons Kirken på Nørrebro. Det gjorde de i frygt for at blive udvist til Irak. Efter flere måneder ryddede politiet i august kirken og SF støttede politiets fremfærd, i det mindste udenfor kirken og havde meget »uld i mund« i forhold til deres holdning til politiets fremfærd inde i kirken.

4 måneder senere støttede SF politiets masseanholdelser af klimaaktivister.

Senest støtter SFs udlændingeordfører Astrid Kragh, principielt udvisningen af ægtefæller til flygtninge med en fuldstændig næsegrus tillid til de danske asylmyndigheders afgørelser.

Hvis vi igen ser på de to partier under ét, så gav Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt, for et stykke tid siden udtryk for, at udlændingepolitikken i 90’erne (altså under Nyrup) var alt for slap. Hun støtter højrefløjens løgnagtige påstand om, at grænserne stod på vid gab og enhver kunne få asyl, uanset om de havde behov eller ej. Socialdemokraternes skred mod højre drev det tidligere prominente medlem, Torben Lund, til at melde sig ud i al stilfærdighed ved årsskiftet 2006-2007. Det frustrerer mig voldsomt, når Birthe Weiss valgte at stoppe, uden at stå offentligt fast ved sine holdninger og klart meldte ud, at hun selv havde sagt stop, fordi hun ikke ville lægge navn til den politik, som Nyrup og hans væbnere ønskede. Det frustrerer mig lige så meget, at Torben Lund valgte at liste af lige så stille. Hvorfor pokker dog ikke smække med døren, i stedet for, som Torben Lund, først at melde ud, hvorfor man har meldt sig ud, når pressen bliver opmærksom på det flere år efter?

SF’s skred bliver kaldt pragmatisk og skal vise partiets ansvarlighed og modenhed i forhold til at komme i regering.

Efter min bedste overbevisning har begge partier solgt så rigeligt ud af de grundlæggende værdier som partierne byggede på, at jeg er endog meget skeptisk overfor, om de udgør en tilstrækkelig forbedring i forhold til den nuværende regering.

Jacob Olesen er medlem af Enhedslisten, af koordineringsgruppen bag »Et anstændigt Danmark« og af den hedengangne forening Kirkeasyl.

Vær med i debatten

Log In

Log in with Facebook

Forgot your password? / Forgot your username?