Menu

Kampen om sproget

Kampen om sproget

Den moderne forståelse af begrebet racisme har været under voldsomt angreb fra det yderste højre. Jeg blotlægger her de ekstreme konsekvenser af et statisk racisme-begreb og søger at finde frem til begrebets kerne.

Det er ganske vist: Oprindeligt henviste ordet Racisme udelukkende til den nationalsocialistiske racelære. Det var en ekstremt specifik defination, som naturligvis skyldes hvor forbandet aktuelt nazisternes racelære var dengang ordet opstod.

Dansk Sprognævn lavede i 1991 en længere skrivelse om betydningen af ordet Racisme. Konklusionen var den noget banale, at ordet sørme havde udviklet sig i løbet af sin levetid. Det burde næppe overraske. Da verden har ændret sig siden 1940'erne, har vi også brug for udvikle vores sprog for at kunne beskrive virkeligheden.

Dommen i 2003

I 1999 brugte Karen Sunds sin ytringsfrihed således:

»og jeg vil meget nødigt identificeres med Pia Kjærsgaards racistiske synspunkter«.

Det fik Pia Kjærsgaard til at sagsøge hende for injurier. En sag hun tabte i 2003. Dommen var baseret på en udtalelse fra Dansk Sprognævn, der fastslog at ordet racisme ikke længere var specielt møntet på den nationalsocialistiske racelære.

Den dom var Pia ikke glad for. Hun mente at dommen fra højesteret - baseret på en udtalelse fra det 'populistiske' Dansk Sprognævn - var en 'politisk dom', som var en 'total forfladigelse' af danske sprog som hermed var blevet 'ligegyldigt' og at ordet racisme således var blevet 'totalt udvandet' og 'devalueret' og at ordet dermed 'har mistet sin betydning og er blevet ligegyldig'. Dermed var vores ytringsfrihed nu 'af den samme skuffe som vi husker den fra de glade dage i DDR'.

Siden da har Dansk Folkeparti kæmpet ihærdigt for at ordet racisme skulle få genindført sin oprindelige betydning. Som en konsekvens af dette mener de endvidere at antisemitisme og islamofobi ikke er racisme, da dette jo drejer sig om religion og ikke om nazisternes racelære.

DF-segmentets begrundelsen for at holde fast i ordets originale betydning er, at da man ikke kan ændre på sin race, er det forkert at hade bestemte racer. Men da folk kan ændre eller forkaste deres kultur/religion, er det i orden at hade andre kulturer/religioner. Altså den assimilation, som også Søren Pind er varm fortaler for.

Luther

Nu vi er ved assimilation, så mente Martin Luther (1483-1546) at jøderne kunne blive gjort kristne. Dengang betød tolerance at man affandt sig med konkurrerende trosretninger midlertidigt, så man kunne få dem omvendt. Da jøderne udviste en decideret uvillighed til assimilation, blev Luther olm og skrev den notorisk antisemitiske Om Jøderne og deres løgne.

Et kort citat fra denne udgivelse:

»Men vi kan dog undgaa at bestyrke dem i deres forsætlige Løgne, Laster, Forbandelser og Skændsel og heller ikke give dem Beskyttelse, Skærm, Spise, Drikke, Husly og andre saadanne Venligheder, som man viser sin Nabo. Ogsaa fordi de, saasnart vi er venlige og tjenstvillige imod dem, stolt og haanligt roser sig af, at de har gjort Gud til deres Herre og os til deres Tjenere. Thi hvorsomhelst en Kristen paa Sabbaten tænder deres Ild, koger for dem i Herberget hvad de ønsker, da vil de til Tak herfor forbande os, spytte paa os og bagvaske os, som om dette var en god Gerning, medens de dog tærer paa vort Gods, som de har stjaalet fra os.«

Om Jøderne og deres Løgne passede som fod i hose med nazismens antisemitisme. Krystalnatten fandt sted den 10. november, Martin Luthers fødselsdag.

Dansk Nationalsocialistisk Ungdom genoptrykte i 1972 en dansk oversættelsen fra 1938. Den første komplette, danske oversættelse kom dog først i 1999. Det var Tidehverv der stod for oversættelsen. Lad os høre hvad Dansk Folkeparti har at sige i den forbindelse:

»(...) siden hvornår har Luther, der er udgangspunktet for hele vor reformation, været nazist? At Tidehverv har udgivet en religiøs disputs, der udspandt sig for 500 år siden og som illustrerer de tanker, som Luther gjorde sig om jødedommen, gør næppe udgiveren til nazist eller antisemit.«

Morten Messerschmidt, november 2011

At Om Jøderne og deres Løgne er racistisk, burde være en no-brainer. Men ikke ifølge DF's racisme-defination. Race bliver jo ikke nævnt. Der er blot tale om, øh, de tanker, som Luther gjorde sig om jødedommen, altså jødedomskritik.

Var jØdeudryddelsen racistisk?

Hvad med selve nazisternes Endlösung - er den racistisk efter DF's målestok?

Lad os se på nogle eksempler fra datidens propaganda:

Dagbladet Information beretter at propagandafilmen Jøden Süss (1941) var populær herhjemme. Filmen skildrer hvordan en jøde voldtager en kristen kvinde, der selvsagt dør af skam, og han får også ophævet forbuddet mod jøder i Stuttgart og har selvsagt tilknytning til en den store jødisk konspiration kaldet das internationale Judentum. Filmen blev til på foranledning af propagandaminister Joseph Goebbels.

»Historiens mest iøjnefaldende moral er den, at en type som Oppenheimer (Jøden Süss, red.) visselig angriber et samfund som en pest, men kun er i stand til det, hvor det i forvejen er mølædt. Han er en sygdom, som sætter sig fast i de ædle organer og derigennem rammer hele organismen.«

Anmeldelse i Berlingske Tidende

Filmen var effektiv propaganda, som Informations artikel meget rammende karakteriserer som hygge-antisemitisme. Uden for Bristol Teatret postulerede et opslag enddog at filmen ikke indeholdt propaganda mod jøderne. (receptionsanalyser fortaget af det tyske sikkerhedspoliti viste at filmen var ganske effektiv propaganda)

Men filmen handlede ikke om race overhovedet.

Senere kom filmen Der Ewige Jude. Filmen var ikke voldsomt populær og i modsætning til Jøden Süss havde den ikke dansk premiere. Det brovtende og åbenlyse propagandistiske sigte i Der Ewige Jude gjorde at eftertiden fremdrog den som det ultimative eksempel på antisemitisme, i modsætning til den diskret udspekulerede og effektive propaganda i Jøden Süss.

Men Der Ewige Jude er værd at studere, da den giver et godt overblik over datidens antisemitisme.

Jeg har set en version med engelsk tekstning. Den version jeg så varede 1 time og 5 minutter. Wikipedia angiver spilletiden til 62 minutter hvorimod Den Store Danske skriver at filmen varer 70 minutter.

En stor del af filmen koncentrerer sig om jødedoms-kritik. Det bliver forklaret at »The rabbis are not peaceful theologians, but political educators.« og der er adskillige citater fra Toraen.

Et gennemgående element er skildringen af den ariske race som en undertrykt minoriet, mens jøderne omvendt beskrives som en majoritet der sidder på samfundets nøglepositioner.

Noget der slog mig var filmens hæmningsløse småborgerlighed: Den ariske mand er renlig, arbejdsom, kulturelt overlegen, retskaffen, heteroseksuel, god mod dyr og sætter pris på smukke, klasssisk kunstværker.

Der er også kritik af datidens nyttige idioter:

»The phony dogma of human equality had tricked the healthy instinct of the nation.«

»Educated Germans, objective and tolerant, regard suchs tales as just folklore and strange customs, but that's the race of Israel, still rubbing its hands over its feast of revenge.«

En scene viser en ko der får skåret struben over. Man ser dyret sprælle desperat mens blodet strømmer fra dens åbne strube. Der krydsklippes til de ondt leende jødiske slagtere. Senere slagtes et får på samme vis. De langtrukne scener er censureret bort i visse versioner af filmen. Det er meget ubehageligt at se på.

Her er en serie billeder fra filmen:

 

khr-racisme-jude

 

Der Ewige Jude er selvfølgelig påvirket af den nazistiske racelære. Begreber som arier og race   er faste elementer. Men dette er ikke selve filmens indhold. På intet tidspunkt i den 1 time og 5 minutter lange film bliver der fremlagt decideret raceteori.

Årsagen til dette var at den nationalsocialistiske racelære var ualmindelig kedsommelig. Tørre udregninger af hvor meget jødisk blod man skulle havde for at kunne regnes for officiel jøde, fører ikke til fremmedfrygt, men blot til kedsomhed. Uanset hvor modbydelig vi finder den nationalsocialistiske racelære, var den for abstrakt til selvstændigt at kunne blive brugt til propagandaformål.

Derfor beskæftigede propagandaen sig med mere saftige emner: Jødedoms-kritik med grumme Talmud-citater, Kosher-slagting, Jødernes store sammensværgelse, deres rigdomme som de har fremskaffet ved at snylte på det arbejdende folk, deres uhumske levevis, underlegne kultur og totale dominans overalt i samfundet. Altsammen propaganda som blev koblet sammen med racelæren, men som på ingen måde var direkte afhænging af den.

Så den propaganda der afstedkom holocaust var ikke entydigt racistisk. Ikke ifølge DF's forståelse af racisme-begrebet.

HVad er racisme?

Fremmedangst  er en uheldig men naturlig del af det at være menneske. Fænomenet forsvinder ikke blot fordi vi dropper den nationalsocialistiske racelære. Det antager blot andre former. Det gør ingen forskel hvorvidt det begrundes i racen eller kulturen – følelserne er de samme. Derfor er det nødvendigt med en racisme-defination der befinder sig på et højere abstraktionsniveau: En defination af den almentmenneskelige fremmedangst som lå til grund for nazisternes raceteori. En mere konkret teori, der skærer ind til benet og konkretiserer hvad det hele drejer sig om.

»Racisme er fordomme kombineret med social magt til at udøve dem mod andre grupper. Det er menneskeligt og naturligt at have fordomme, men farligt når man har magt til at undertrykke andre med dem«

Citat af Jacob Holdt

Jacob Holdts defination er værd at lægge mærke til. Han definere racisme som et socialt system, i stedet for at pege på nogle enkeltindivider og udstille dem som racister.

Ordet racist er problematisk

Nullerne har været et årti præget af ekstrem fremmedangst rettet mod muslimer. Det har været så udpræget, at man ligefrem har givet det et selvstændigt begreb: islamofobi. Trods dette er der i løbet af årtiet ingen der har turde nævne eksempler på racistiske tankemønstre hos dem selv. Dette er uhyre bemærkelsesværdigt. Selvfølgelig kan man ikke forvente at den yderste højrefløj var i stand til at tale åbent om deres fremmedangst. Men heller ikke på midten eller hos venstrefløjen var der en eneste det turde stå frem om og vedkende sig at have næret nogensomhelst fordomme om muslimer.

Selvfølgelig kan man ikke forholde sig analyserende til fordomme mens man har dem, men det burde da være muligt at forholde sig bare en smule selvkritisk sidenhen. Personligt har jeg haft konkrete voldsfantasier, hvor jeg konstruerede et scenarie, hvor jeg blev 'tvunget' til at reagere voldeligt mod en dumsmart "2nden g'er". Jeg husker også at have haft nogle mindre pæne tanker om kvinder der gik med tørklæde. Jeg har ligeledes haft et voldsomt had og voldsfantasier rettet mod opdigtede medlemmer af DF, hvilket muligvis er årsagen til at jeg ikke har haft voldsommere islamofobi end tilfældet er: Det had andre retter mod muslimerne, retter jeg mod Dansk Folkeparti. De DF'ere jeg rent faktisk har mødt, har jeg omvendt haft et udemærket forhold til.

Jeg mener ikke at der er noget forkasteligt i at have tanker der ikke er stuerene. Der er forskel på at have nedtur hvor man tænker nogen tanker man inderst inde godt ved er noget skidt, og så på at have dem som grundholdning.

Det ville være godt hvis det fremmedfjendske tankegods ville blive mindre taburiseret. Læren af holocaust burde ikke havde været skabelsen af et mytisk, nazistisk monster, som per defination er en ydre fjende. Jævnfør Godwins lov er dette uanvendeligt: At blive kaldt for racist får ikke folk til at fundere over baggrunden for deres tankemønstre. Anklagen er så stigmatiserende at det er umuligt at forholde sig konstruktivt til den. I stedet for at taburisere følelserne, bør vi anerkende vort had som en integreret del af det at være menneske. Ens racisme er et praktisk problem, lige som stress er det. Derfor er ordet Racist problematisk. For det antyder at racisme er et sort/hvidt begreb, hvor der er nogle som der er Racister, mens vi andre ikke er det.

NÅr ordet racisme bliver misbrugt

Men det er selvfølgelig rigtigt at en racisme-defination på et højere abstraktionsniveau kan blive misbrugt til at angribe saglige synspunkter. Lad os se på et eksempel der hverken drejer sig om nazister eller om dansk folkeparti:

Venstrefløjens kritik af Israel.

Når venstrefløjen kritiserer staten Israel, er der en væsentlig risiko for, at den bliver beskyldt for racisme eller antisemitisme. Den slags anklager kan man aldrig entydigt tilbagevise: Selv om ens kritik er nok så velbegrundet, kan det aldrig bevises at man ikke i virkeligheden er næret af et gloende jødehad.

Men jeg har aldrig oplevet venstrefløjen prøve at bekæmpe ordene racisme eller antisemitisme  på samme måde som højrefløjen prøver at bekæmpe ordene racisme og islamofobi.

Begrebet racisme er i dens moderne forståelse er en reel hæmsko for det yderste højres værdigrundlag. Derfor ønsker de at stække ordet.

For venstrefløjen er det surt og upraktisk at blive beskyldt for racisme, men de ønsker ikke at stække ordet, da det for dem er et uvurderligt værktøj til skabelsen af en bedre verden.

Det er selvfølgeligt et problem at anklager om racisme også kan ramme folk der fremfører relevant kritik. Men problemet er ikke stort nok til at begrunde at man blacklister ordet. I stedet bør man imødegå de potentielle anklager ved ikke at skrive noget der kan misforstås som racistisme og ved at vise at ens verdensbillede langt fra er sort og hvidt. Da jeg for eksempel i en kommentar anbefalede Filmhusets visning af Defamation, anbefalede jeg i en sidebemærkning en dokumentar om den jødiske tegner Will Eisner. Det drejer sig ikke kun om at sikre sig imod en potentiel anklage om racisme. Ved at fremhæve nogle nuancer der burde være underforstået, undgår man også at give indirekte støtte til de kræfter der vitterligt er racistiske.

På et forum jeg engang faldt over, var der en debattør, der hævdede at et bestemt afsnit af Talmud propaganderede for pædofili. Min reaktion var at gå væk fra sitet, uden overhovedet at beskæftige mig med om påstanden faktisk passede. For det er bedøvende ligemeget om Talmud indeholder passagen, når skribentens ærinde er racistisk. Jeg lukker generelt ørerne når kristne/ateister/muslimer/jøder prøver at sætte deres modpart i bås ved at citere grimme afsnit fra diverse hellige skrifter.

Faktum er at racisme som regel er temmelig nemt at spotte. Hvis ens budskaber er umulige at formulere så de ikke fremstår racistiske, bør man muligvis skue indad og tage sit ideologiske fundament op til fornyet overvejelse.

Vær med i debatten

Log In

Log in with Facebook

Forgot your password? / Forgot your username?