Menu

Frygten for islamisters indflydelse er skudt ved siden af

alt

Er frygten for Islamister reel eller et skudt ved siden af? Noget tyder på at frygten for, at islamister vil islamisere vesten ved hjælp af vores demokratiske systemer er misforstået, sammen med antagelsen om at islamister skulle nyde nogen stor politisk opbakning i de muslimske lande.

Da den omdiskuterede islamistiske bevægelse Hizb-ut-tharir troppede op i den Sorte Diamant i København forrige uge for at debattere deres syn på krigen i Afghanistan og muslimske afghaneres ret til væbnet modstandskamp mod de vestlige og dermed også danske militærstyrker i Afghanistan, satte det mange danskeres sind i kog. Ikke mindre end seks ministre og en lang række andre folketingspolitikere valgte at deltage i en moddemonstration.

En af disse var den tidligere socialminister Karen Jespersen fra Venstre, der i sin tale til demonstranterne fremførte sit standpunkt at man skal tage truslen fra islamister alvorligt.

Karen Jespersen har sammen med sin mand Ralf Pittelkow, politisk kommentator for avisen Jyllandsposten, skrevet flere bøger om hvad de betegner som truslen fra islam og islamister. I deres bøger forsøger de at bevise, at islamister og islam udgør en anseelig trussel mod de vestlige værdier såsom demokrati, ligestilling imellem kønnene og ytringsfriheden. De advarer stærkt om at også vores danske samfund er i fare for at blive islamiseret af fanatiske og politisk magtfulde islamister, som ikke alene har stor indflydelse i de muslimske lande, men efterhånden også har fået mere og mere indflydelse her i vesten.

Men er islamister og deres indflydelse realt noget man skal frygte, eller er Karen Jespersens og andre såkaldte islamkritikeres advarsler mere udtryk for nogen bestemte politiske strømninger, som har oversvømmet den vestlige del af verdenen i kølvandet på terrorangrebet mod World Trade Centeret 11. september 2001?

Noget tyder på at det er det sidste. En Undersøgelse Do Muslims Vote Islamic? af to forskere fra det amerikanske University of North Carolina har nemlig vist, at islamistiske partiers politiske indflydelse i de muslimske lande generelt er minimal, og at partierne ofte gennemgår en demokratiseringsproces, når de tilslutter sig og får lov til at deltage i frie og demokratiske folkeafstemninger.  Charles Kurzman og Ijlal Naqvia som står bag undersøgelsen, skriver blandt andet i det amerikanske magasin Foregin Policy:

"Sandt er det at islamistiske partier har vunnet et par meget medieomtalte sejre, så som i Algeriet i 1991 og i  Palæstina i 2006. Men oftest har islamistiske partier en tendens til at klare sig rigtigt dårligt, især jo mere retfærdig og fri en folkeafstemning er.

Vores beregninger viser at islamister i gennemsnit, vinder omkring 10 procent færre pladser i et relativt frit valg, end de ville gør i valg som var mindre frit.

De steder hvor de islamistiske partier ikke vinder nogen pladser, ser man at disse partier på grund af deres deltagelse i de frie valg,  gennemgå en liberaliserings proces.

Vi fandt frem til at islamistiske partier har en tendens til at fokusere mindre på sharialov og væbnet hellig krig Jihad under frie valg, og at de i stedet vælger at tale om demokrati og kvinders rettigheder. Selv i mere autoritære muslimske lande, ses  samme tendens, med at islamistiske partier under et relativt frit valg rykker deres politiske holdninger væk fra de konservative og hen imod de mere liberale værdier. Det marokanske parti Retfærdighed og Udvikling og det jordanske islamiske Handlingsfront, er begge gået væk fra krav om at indføre sharialov inden for de sidste syv år.

Der findes stadigvæk konservativt islamiske partier af alle mulige slags, men deres beslutning om at stille op til frie valg, sætter dem ofte på direkte koalisionskurs med mere revolutionære islamister. Faktisk risikerer disse partier i mange tilfælde deres eget politiske liv ved vælge at deltage i demokratiske valg.

For næsten to årtier siden før sin alliance med Osama Bin Laden, skrev den egyptiske jihadist Ayman al- Zawahiri et dekret, hvori han fordømte det Muslimske Broderskabs fravalg af revolutionære metoder til fordel for det politiske valgsystem. ”Enhver som stempler sig selv som demokratisk muslim, eller en muslim som arbejder for demokrati, er som at sige at han er en jødisk muslim eller en kristen muslim, skrev han.

Ifølge en advarsel som en sunnimuslimsk politiker modtog kort før han blev forsøgt snigmyrdet i Mosul, har sunni-islamistiske revolutionære for nylig genoptaget deres kampagne for ”at dræbe alle dem som deltager i landets politiske processer".

Det som gør folk som Zawahiri vred er at flere og flere islamister ignorerer ordren om at holde sig ude af parlamentarisk politik.

Men på trods af trusler fra terrorister og kolde skuldre fra mange vælgere ser man altså flere og flere islamistiske partier deltage i den demokratiske valgproces. Mange af disse bevægelser, der for årtier siden forsøgte at omstyrte staten og skabe et islamisk samfund inspireret af den iranske revolution, er nu desillusionerede over revolutionen og arbejder indfor rammerne af det sekulære system.

Problemet for nutidens islamistiske partier er det samme som den skelsættende periode i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor krav om demokrati og menneskerettigheder fik massiv opbakning blandt muslimer lige fra det russiske imperium til det Osmanske rige. Den gang som nu forsøgte voldelige islamistiske bevægelser at begrænse deltagelsen i valg, men det var ikke det som i den sidste ende fik undergravet demokratiet i de muslimske samfund. Det var i stedet de sekulære autokrater, såsom Mustafa Kemal Atatürk i tyrkiet og Reza Shah i Iran, som ved at undertryke de pro-demokratiske islamistiske bevægelser, fik dem radikaliseret og til at gå under jorden.

I dag findes der også dikatorer og terrorister, som forsøger at afholde islamistiske politiske partier fra at konkurrere om frie stemmer. Regeringers undertrykkelse af islamistiske partier har været en succes i en vis forstand, idet de islamistiske partier kun har vundet nogle få valg, men i den bredere forstand har man ikke vunnet ret meget på at undertrykke de islamistiske partier.

For iføgle en analyse af analyseinsituttet World Values Survey, der har spurgt til kulturelle holdninger rundt om i verden, er støtte til sharialov en tredjedel lavere i lande med relativt frie politiske valg end i andre muslimske samfund, som ikke har frie politiske valg. Med andre ord har undertrykkelse af  islamistiske bevægelser kun gjordt sharialov endnu mere populær.

Derfor er demokratisering måske slet ikke er den gave til islamister, som mange frygter og tror.”

Det tyder kort sagt på, at et forbud eller udstødelse af politiske islamistiske bevægelser og partier er med til at radikalisere dem og sende dem under jorden. Og ikke mindst viser det sig, at støtten til sharialov vokser de steder i verden, hvor islamistiske bevægelser og partier forbydes eller forsøges undertrykt politisk.

Så måske er den bedste måde at bremse islamister og deres sharialov ikke at forbyde dem, men at fastholde at de har ligeså meget ret til at deltage i demokratiet og stille op til politiske valg som alle andre politiske bevægelser.

Undersøgelsen og dens konklusioner burde i det mindste tages med, når man gør sig overvejelser om, hvorvidt islamistiske bevægelser som Hizb-ut-tharir skal forbydes i Danmark eller ej.

Last modified onSunday, 18 August 2013 15:01

Vær med i debatten

Log In

Log in with Facebook

Forgot your password? / Forgot your username?