Menu

Afviste kurdiske flygtninge sulter for asyl

Syrisk-kurdiske afviste asylansøgere sultestrejker på Christianborg Slotsplads. De er parate til at dø, fordi de frygter mere at blive tvangsudvist til Grækerland og derefter tilbage til Syrien.

Christianborg Slotsplads den 21 september. Det er mørkt og koldt, klokken er omkring midnat. Jeg er på vej sammen med en ven over til de 28 Syriske-kurdere, som i disse dage boer i et hvidt plastik telt på Christianborg Slotsplads.

Medierne har ikke rigtigt dækket deres sag, så mit kendskab til sagen er begrænset.

Men fordi en sultestrejke er et meget drastisk skridt at tage, og fordi der er tale om mennesker, som står til at blive udvist til Grækerland - et land hvis asylsystem  fuldstændigt er brudt sammen og som UNHCR advarer imod at tvangsudvise flygtninge tilbage til - vil jeg med egne øjne gerne se hvad det hele handler om.

Jeg har valgt at aflægge et aftenbesøg, fordi de sene aftentimer er de sværeste at komme igennem for mennesker som sultestrejker. Det er når mørket falder på, at  sulten er mest nærværende. Og det er der man skal forsøge at finde ro, før man kan lægge sig til at sove.

Teltet som de sultestrejkende bor i er ikke stort. Foran indgangen sidder en håndfuld mennesker og taler afdæmpet, mens de varmer sig på en engangsgrill.

Der er ro og ingen høje stemmer. Stemmningen er alvorlig, og jeg fornemmer hurtigt at det hele er alvor.

Det lille hvide telts placering, hvor de sultestrejkende bor virker surrealistisk. Det står jo midt på Danmarks fineste plads med det danske folketing i ryggen.

Menneskerne i teltet sulter sig, fordi de står til udvisning fra Danmark. De har ikke fået asyl, og de danske myndigheders plan er at tvangsudvise dem til Grækerland.

De er syrisk-kurdere og frygter at en udvisning til Grækerland vil være ensbetydende med, at de bliver hjemsendt af Grækerland til Syrien.

FNs udsending, Oliver de Schatter, har besøgt Syrien og i en rapport som blev offentliggjort 8. september 2010, kalder han den syriske stats behandling af syriske kurdere for uacceptabel.

Jeg får at vide inde i teltet at flere af de syriske kurdere som sultestrejker er torturoffre. Deres sager har ikke nået at blive behandlet i det danske asylsystem, alligvel står de til at blive udvist fra Danmark.

Jeg på flere af de mænd som sultestrejker. Mange ser afkræftede ud. De fortæller mig via en tolk at de hellere vil dø end at blive udvist fra Danmark.

Jeg vil gerne finde ud af om de virkeligt mener det med at dø, eller om der blot er tale om et mediestunt. Så jeg spørger lige ud om de har tænkt sig at dø, hvis de ikke får ophold i Danmark og hvis deres sager ikke bliver taget op igen. De svarer alle, at de er parate til at dø og at de har gjort op med sig selv, at døden er en bedre skæbne for dem end udvisning til Grækerland og Syrien.

Det går op for mig, at det som foregår er alvor, og at de mennesker jeg sidder sammen med er nogen, som måske kan være døde i løbet af kort tid. Jeg kan ikke rigtigt forene mig med tanken, om at mit land, mit demokrati bare kan blive ved med at ignorerer disse menneskers desperate aktion.

Hvad vil der ske den dag en af dem dør? Vil nogen politikere stille sig frem og beklage og derefter blot henvise til at vi nu engang har de asylregler, som et politisk flertal har besluttet?

Er det politiske flertal mon parat til at lade disse mennesker dø? Jeg er meget bange for, at det er de. Jeg har på ingen måde tiltro til at sulteaktionen, vil resulterer i at de sultende syriske kurdere opnår asyl i Danmark.

Man kan mene hvad man vil om at sulte sig i protest, og der er tale om en gruppe af flygtninge som i desperation forsøger at presse det danske asylsystem til at give dem asyl i Danmark.

Men samtidigt skal man også være klar over at der tale om en gruppe af flygtninge, som har ret til asyl ifølge FN konventionerne og hvis det ikke var sådan at Danmark ser stort på samtlige FN anbefalinger, ville disse menneskers sager for længst være blevet behandlet og de ville have fået asyl i Danmark.

"Kom og sæt dig ned" siger en af de sultestrejkende til mig og peger på en seng hvor der ligger en og sover. Jeg sætter mig forsigtigt på kanten af sengen. Hurtigt kommer der omkring syv af de sultestrejkende og sætter sig sammen med mig, en lille lommelygte lyser vores ansigter op.

Jeg spørger om der er nogen politikere som har været over og hilse på dem. Ja siger en af dem, Frank Aaen har været her og hilse på, og så et par andre men ikke ret mange. Der har også været et par journalister forbi og de sidste par dage er der kommet flere end i starten.

Jeg tænker på hvordan det må føles, for Lars Løkke Rasmussen eller Pia Kjærsgaard at gå forbi det hvide telt når de skal ind til Christiansborg. Kigger de den anden vej, mens de forsøger at ignorerer de sultestrejkende og tænker de at ingen skal lægge pres på deres flygtninge og udlændingepolitik.

Jeg har været inde på Christiansborg flere gange og for mig er Christiansborg det danske demokratis hjerte. Det er derinde beslutningen om at Danmark er medunderskriver af menneskerettighederne og FN konventionerne blev truffet.

Men det er også derinde at de utallige stramninger af asylregler er blevet truffet. Og det er også derinde, man har besluttet sig for at de mennesker jeg sidder omgivet af ikke har ret til at få asyl i Danmark.

Er der nogen af jer som er blevet syge og tilset af en læge spørger jeg. Jeg får oplyst at der er to som har været en tur på hospitalet og fået drop.

En peger over til en seng lige ved indgangen til teltet. Ham der over, han er den sidste som har været på hospitalet og nu er han tilbage i teltet.

Jeg rejser mig op og går over til sengen. En spinkel hånd møder min og vi hilser på hinanden.

Der er tale om en ung mand, han ser bleg og træt ud. En stor dyne med betræk fra IKEA ligger over ham. Han sender mig et lille træt smil. Vi kan ikke tale sammen fordi han taler ikke dansk.

Der er ikke så meget andet at gøre for mig, end at gå tilbage til min plads på sengekanten.

Efter at have hilst på og trykket hånd med en af dem som er mest afkræftet, går det op for mig at døden er nærværende.

En af dem som passer på de sultestrejkende, fortæller at Amnesty har været forbi og at der også kommer en del frivillige sygeplejersker forbi, som gerne vil hjælpe efter arbejdstid.

Hvad med bad spørger jeg.

De har mulighed for at få sig et bad for jeg at vide. Lederen af et badeanstalt som ligger i nærheden har været forbi og sagt at de alle er meget velkommen til at tage et bad i deres badeanstalt.

Jeg forsøger at kigge efter om de måske skulle gemme på noget mad derinde, men der er ikke noget mad at se og der er ingen som spiser. Det eneste jeg ser er små vandflasker som står i et hjørne. Mens jeg sidder lidt i mine egne tanker, siger tolken til mig at politiet har givet dem lov til at bo i teltet frem til slutningen af Oktober.

Nå men så er der jo også tid nok til at de kan dø, uden at politiet eller andre griber ind tænker jeg.

Jeg må indrømme at jeg på en måde gerne så at det telt var ulovligt placeret, så kunne det jo være at de sultende måtte aflyse deres aktion. Jeg kan ikke klare at tænke på at de måske skal dø.

Klokken er nu over midnat og jeg vælger at sige farvel. Jeg vil ikke forstyrre mere og jeg kan ikke længere klare at sidde og se på at mennesker lider.

Jeg har en aftale i morgen tidligt med TV2, om at deltage i deres morgenprogram Go Morgen Danmark, emnet er let og muntert og meget langt fra den virklighed jeg befinder mig i inde i det lille telt.

På vej ud opdager jeg i mørket en lille gruppe mænd, som sidder og klemmer sig op af murene til Christiansborg. Jeg går over til dem og spørger hvad de laver. Vi sidder og får lidt frisk luft siger de.

Men er det ikke koldt for jer?

Nej fordi vi sidder oven på en rist, hvor der blæser varm luft op inde fra Christianborgs kælder.

Varm luft blæser op fra Christianborgs kælder, hvorfor ikke varme inde fra folketingssalen inde på Christiansborg. En varme som ville sætte stop for det asylvanvid, som får mennesker til at falde fra hinanden og til at sultestrejke eller begå selvmord.

Last modified onMonday, 18 October 2010 16:28

Log In

Log in with Facebook

Forgot your password? / Forgot your username?