Menu

Var muhammedkrisen med vilje?

Flemming Rose og Lars Hedegaard

Udgav Flemming Rose og Jyllandsposten de 12 muhammedtegninger vel vidende, at der var risiko for ramaskrig i den arabiske verden?

Vi husker alle de chokerende scener fra Muhammedkrisen. Det danske flag brændt af, ambassader angrebet, død over Danmark blev der råbt. Pludselig var Danmark ikke længere det lille fredelige land, som andre dårligt nok kunne huske navnet på. Danmark havde mistet sin uskyld.

Gennem hele dette kaos og i årene siden krisen har Flemming Rose stået fast på ét og samme budskab: Jeg vidste ikke at det ville blive så slemt. Han sagde det til dansk TV, til engelsk TV, og til israelsk TV. Med runde blå øjne, opløftede øjenbryn og åben mund forsikrede han om, at han ikke havde regnet med det, med en mine som én der ikke ikke forstod hvad der foregik.

Og i sin nye bog, passende udgivet i anledning af sagens 5 års-jubilæum, er budskabet det første som møder læseren på bagklappen: ”Flemming Rose havde ingen anelse om, hvilken global krise der skulle følge, da han en eftermiddag i september 2005 satte sig til tastaturet for at skrive den tekst, som motiverede Morgenavisen Jyllandspostens publicering af 12 Muhammed-tegninger.”

Problemet er bare, at Flemming Roses kollega på Jyllandsposten omkring muhammedkrisen, Islameksperten Lars Hedegaard, siger noget andet. I et interview med den stærkt islamfjendtlige, proisraelske amerikanske blogger Pamela Geller fortæller Lars Hedegaard, hvordan Flemming Rose ringede for at tale om tegningerne før de skulle trykkes. Hedegaard sagde lige ud at ”Helvede vil bryde løs” og at reaktionen ville blive ”værre end Salman Rushdie”. Samtidig var det hans råd at udgive tegningerne fordi man ”ikke skal ligge under for araberne”. Det var Flemming Rose enig i, fortæller Hedegaard, og resten som man siger er historie, bål og brand.

Det var Netavisen P77 der først bragte afsløringen i artiklen ”Djævlen i detaljen, Lars Hedegaard og Muhammedtegningerne” i sommers, og som nu er taget op i forbindelse med Flemming Roses nye bog af Rune Engelbreth Flemming Rose kontra Lars Hedegaard i hans blog på Politiken.

Flemming Rose svarer:

”Jeg ved ikke, hvad Lars Hedegaard har spist eller drukket, eller om det er jetlag efter en lang flyvetur, men det er usandt fra ende til anden.

Jeg rådførte mig ikke med Hedegaard og har aldrig hørt hans påståede forudsigelser om, hvordan muslimer ville reagere på tegningerne.”

Hvortil Lars Hedegaard fastholder i artiklen Var Jyllands-Posten varskoet på forhånd?:

”[Lars Hedegaard] fastholder i dag, at det er ham, der husker rigtigt, og han ved ikke, hvorfor Rose ikke vil kendes ved samtalen.

»Man kan spekulere endeløst over hvorfor. Jeg kan ikke gøre andet end at sige, at jeg har ikke glemt samtalen, netop fordi den var så vigtig. Jeg burde måske ikke have omtalt samtalen, men jeg ville da gerne slå et slag for Jyllands-Posten og Rose, der har udvist mod,« forklarer Hedegaard.”

Hermed er banen kridtet op. De to herrer beskylder hver især den anden for at tale usandt, og bedyrer at de ikke ved hvorfor. Hvordan kan det nu være?

Det kan måske være forståeligt nok at Flemming Rose vil distancere sig fra Lars Hedegaard. Hvis det er rigtigt hvad Hedegaard siger, så holder Roses årelange gentagelser af sin uvidenhed om risikoen for ramaskrig i den arabiske verden ikke vand. Hedegaard har også en vane med at give nogle lidt skarpe udtalelser om at muslimer voldtager børn og den slags man kommer i retten for, så der kan måske være grund til at holde sig lidt på afstand fra Lars Hedegaard og hans Trykkefrihedsselskab, hvis man vil være en del af den veletablerede offentlighed.

At Hedegaard er dårligt selskab for Flemming Rose er faktisk en teori fra Hedegaards eget Trykkefrihedsselskab. I sin anmeldelse af Flemming Roses ny bog kritiserer Helle Merete Brix i selskabets tidsskrift Sappho Rose for helt at fortie Trykkefrihedsselskabets rolle under muhammedkrisen. Og hun giver selv forklaringen:

”Han vil dels stå som manden, der hverken er antimuslimsk eller demagogisk, men blot står fast på demokratiets basale frihedsrettigheder, herunder ytringsfriheden. Samtidig vil han gerne være en del af det gode selskab. Og så er det bedre at citere Stjernfelt end Krarup, bedre at citere Mchangama end Hedegaard.”

Hedegaard rejser også rundt i andre lande med muhammedtegnere og holder foredrag i de mere rabiate anti-islamiske kredse, det såkaldte Counterjihad-netværk. Så han kan godt have haft en interesse i at fremhæve og understrege betydningen af sin rolle i Muhammedkrisen. Det er der nemlig penge i, når man som anti-islam foredragsholder besøger en Pamela Geller, der med penge i ryggen fra den amerikanske Israel-lobby afholder konferencer og i det hele taget er et centralt adgangskort til antimuslimske kredse i USA.

P77 kører i øjeblikket et tema om det antimuslimske netværk og vil i en kommende artikel stille skarpt på, hvordan Lars Hedegaard og Trykkefrihedsselskabet med afsæt i tegningekrisen har opbygget et samarbejde med counterjihad-netværket i USA.

På den anden side kan Flemming Rose også have en interesse i at distancere sig mest muligt fra Lars Hedegaard og hans Counterjihad-netværk han omgås, og dét i en grad så han nægter at huske noget som helst om nogen samtale. For ikke nok med at telefonsamtalen sætter spørgsmålstegn ved Flemmings Roses påstand om ikke at kende risikoen for ramaskrig i den arabiske verden – Flemming Rose har også selv været tæt på nogle af de kategoriske anti-islamister i USA, noget der måske ikke ser så godt ud når man gerne vil være en del af ”det gode selskab” som Trykkefrihedsselskabets tidsskrift skriver.

Rose tog nemlig også selv til USA for at holde foredrag i fortrinsvis neokonservatie grupper, efter at Jyllandsposten besluttede at lade ham arbejde hjemmefra ovenpå tegningesagen. Og her har det ikke kun handlet om tegninger og pæne demokratiske rettigheder som ytringsfrihed, men også om Islamisme generelt.

I USA havde Rose et længere arbejde med Ayn Rand Instituttet, hvor han deltog på konferencer og debatmøder fra 2006 til 2008. Her debatteres ikke bare tegninger og frihed, men også fx hvordan Irans Islamiske præstestyre fx kan væltes. Ayn Rand Instituttet er kendt for en stærkt uforsonlig holdning til Islam og muslimer, brug af overvældende militær magt og for at vill”gøre en ende på stater der sponsorerer terrorisme” med alle nødvendige midler. Instituttets stifter Leonard Peikoff indrykkede således en helsides annonce i New York Times med ordene: ”Valget i dag står mellem massedød i USA eller massedød i de terroristiske nationer”.

Blandt paneldeltagerne findes folk som Robert Spencer og Daniel Pipes, der er helt centrale skikkelser i det amerikanske counterjihad-netværk.

Flemming Rose sluttede sig også til Pajamas Media og skrev en blog fra 2007 til 2008, der også handler og mere end tegninger og frihed, nemlig også Islamisme i almindelighed, med artikler som ”Londonistan”, ”180.000 Muslims in Germany ready to commit violence in the name of Islam”, og endelig “Freedom of enquiry?” om en professor og ekspert i tyrkiske folkemord under 1. verdenskrig i Sverige, der er blevet myrdet af ukendte gerningsmænd.

Så Flemming Rose er ikke helt så uafhængig af det dårlige selskab, som han giver indtryk af i sin bog ifølge Trykkefrihedsselskabets anmeldelse. Han har mindst lige så gode grunde til at lyve sig fra fortiden som Lars Hedegaard.

Så det kan være svært at frigøre sig fra den tanke, at Hedegaard og Rose faktisk talte sammen, og at Rose og Jyllandposten udgav tegningerne vel vidende, at det kunne risikere at skabe et værre ramaskrig i den arabiske verden end Salman Rushdie.

Også selvom tegningerne, ligesom flyene mod World Trade Center i New York, fik en langt større effekt end nogen havde forudset.

Log In

Log in with Facebook

Forgot your password? / Forgot your username?