Menu

Irakiske tolke i ingenmandsland

Forbrydelse
BAGDAD. Da han begyndte at arbejde som tolk for den amerikanske hær, var Bob – som han hurtigt blev døbt af soldaterne i hans enhed – overbevist om, at amerikanerne var kommet for at blive.

Som med Vesteuropa under den kolde krig ville Washington gøre landet til deres garnison aldrig rigtigt give det tilbage igen, tænkte han. Som kristen fra det nordlige Irak Bob ikke nødvendigvis en permanent besættelse som dårlig, så længe den førte til mere velstand, stabilitet og en moderne regering for hans folk.

Sådan var det tilbage i 2007, hvor Irak var på randen til at rive sig selv i småstykker og George Bush sad i Det Hvide Hus. Nu hvor varmen stiger til ulidelige temperaturer i den irakiske sommer, ser Bob og andre irakiske tolke i USA's militær med tiltagende ubehag til, mens amerikanske tropper pakker deres udstyr og forbereder sig på at nedtrappe den amerikanske tilstedeværelse .

»De kommer til at efterlade os her alene, det kan jeg se nu« siger han. »Jeg havde aldrig troet at dagen ville komme, og selv når [præsident] Obama sagde at de ville trække sig tilbage, troede jeg på alle soldaternes løfter om, at de vil tage os med dem, at vi var deres brødre, deres venner, deres drenge.«

»Men nu er de gået i gang, og det er indlysende at de ikke har tænkt sig at tage os med. Vi bliver efterlandt, vil bliver hængt til tørre, vil bliver fucked.«

Sidst i 20erne med en kone og to små børn, er Bob en af omkring 6.000 irakiske tolke der i øjeblikket er hyret til at arbejde for det amerikanske militær. Antallet af tolke vil sandsynligvis blive mindre, efterhånden som den amerikanske hær skærer sin styrke i Irak ned til 50.000 soldater inden udgangen af august, som led i en samlet tilbagetrækning planlagt til først i 2012.

Det betyder at tolkene nu står over for to problemer: Den umiddelbare udsigt til at deltage Iraks lange arbejdsløshedskø, og på længere sigt bekymringen for at blive efterladt til de militantes gruppers nåde, som har svoret at jage dem og dræbe dem som forrædere.

Utallige tolke og deres familiemedlemmer har allerede mistet livet til voldelige ekstremister eller oprøreres angreb.

Der er ingen nøjagtig opgørelse over hvor mange, der er er blevet dræbt, men den amerikansk baserede gruppe »The List Project«, der har hjulpet til at genhuse 700 irakere i USA, mener at tusinder er døde.

»Det er en slem situation« siger Bob i et telefoninterview fra udkanten af Mosul i Ninewah provinsen forrige tirsdag. »I går så jeg på TV at nogle fyre fra al Qa'eda sige at de vil følge tolkene, når amerikanerne forlader landet, og dræbe os alle.«

»Jeg er sikker på at han ikke sagde det for sjov, men alle ser ud til at være ligeglade. Den irakiske regering er fuldstændig ligeglad med os, og jeg har indset det er amerikanerne også.«

Den amerikanske regering har allerede genhuset 35.000 irakiske asylansøgere og fortsætter med at behandle ansøgninger fra dem, der har arbejdet for USA, under en »Særlig Immigrant Visa (SIV)«- ordning. I alt 20.000 irakere 5.000 om året mellem 2008 og 2012 – forventes at få tilladelse til at bo i USA.

Men Washington er blevet kritiseret for den langsommelige behandling af SIV-ansøgningerne og for at sætte et loft over antallet så mange som 70.000 irakere skønnes at have arbejdet for USA siden invasionen i 2003. Forkæmpere opfordrer fortsat regeringen til at udarbejde en konkret evakueringsplan for alle irakiske medarbejdere.

Bob besluttede selv at ansøge om et visum sidste år. Han fik hjælp af en amerikansk kaptajn der sagde, at han ville hjælpe med de komplicerede formularer og få de nødvendige anbefalinger og vidnesbyrd fra ledende officerer.

»Jeg talte med kaptajnen om det i sidste uge, og han sagde 'Bob, jeg kan ikke finde dine papirer'« forklarer Bob. »Hvad kan jeg sige til det? Man kan ikke argumentere med en officer i hæren, der er intet jeg kan gøre, men jeg er virkelig vred over det.«

Andre tolke som P77 har interviewet har lignende klager. De siger at selvom de i teorien kunne søge om et SIV-visum, så viser de hærenheder de var knyttet til, kun lidt interesse i at følge op på løfter om at behandle papirerne.

»Jeg sendte i mine papirer for halvandet år siden og har ikke hørt noget siden« siger Abu Mohammad, en tidligere engelsklærer fra Bagdad der har arbejdet med amerikanske tropper i fem år. »Når jeg taler med soldater eller officerer om at følge sagen op, griner de ad mig og vifter mig af.«

»Jeg er holdt op med at tælle hvor mange gange forskellige hærenheder har lovet at hjælpe mig og min familie, de har alle lovet ikke at glemme mig. Så forlader de landet, og jeg hører aldrig fra dem igen.«

Abu Mohammad siger at han var taknemmelig for det amerikanske militær gav ham et job, og at han har nydt at arbejde med amerikanske soldater trods vanskelighederne.

Som beboer i Sadr by, en højborg for den anti-amerikanske Sadrist-bevægelse, fortæller Abu Mohammad at han har været tvunget til at afbryde alt andet end kontakten med irakere på grund af hans arbejde, og at han nu frygter for sit liv. Den stigende magt som Sadristerne har fået efter valgene i marts kun har øget hans følelse af sårbarhed.

»Jeg håber stadig, at den amerikanske regering vil forstå alvoren i vores situation og række os sin hånd i venskab« siger han. »Jeg håber, mit visum bliver godkendt. Men for hver dag bliver jeg mere og mere bange for, at det ikke kommer til at ske.«

/rask

Last modified onFriday, 11 June 2010 19:03

Vær med i debatten

Log In

Log in with Facebook

Forgot your password? / Forgot your username?