Koncentrationslejren, hegnet og overvågningen, en administration eller ’selvstyre’, der overlades til de indespærrede : det er fortiden. Det var vilkårene i Warszawa og andre steder i sin tid. I dag er det i Gaza, vi ser historiens gentagelse.

Uanset hvor udsigtsløs opstanden kan være, har vi set den i historien og vil se den igen. Der er vilkår, hvor menneskers værdighed ikke kan forsvares på anden vis. Det var tilfældet i Warszawa og i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau og er det i dag i Gaza.

I Warszawa rejser de sig i 1944 og det varer i 63 dage. Efter gengældelsen, mister over 250 000 mennesker livet og byen ødelægges. I samme år er der oprør i Auschwitz-Birkenau med ild til krematoriet, der hurtigt bliver slået ned.

I fangernes sang i koncentrationslejren i Sachsenhausen i de sidste dage inden befrielsen og skrevet af Zbigniew Koczanowicz er håbet at ’blive båret hinsides disse pigtråd til et land, vi endnu ikke kender”.

For femogtredive år siden, i november 1974, talte Yasser Arafat til De Forenede Nationers generalforsamling. Han taler på vegne af den palæstinensiske frihedsbevægelse og siger: ”I dag kommer jeg med fredens olivengren i den ene hånd og frihedskampens gevær i den anden. Jeg appellerer til jer: lad ikke olivengrenen falde fra min hånd”. I disse uger ser vi endnu engang, at olivengrenen visner helt og falder.

Vi har også set det i Sydafrika i sin tid. I apartheid opdateres historien med tvungen bosættelse i ’uafhængige stater’, de såkaldte bantustans. Gaza fortsætter og gentager denne historie.

Også i Sydafrika havde den væbnede opstand sin nødvendige rolle i forsvaret for befolkningens værdighed og dens ønske om et andet liv. Frihedsbevægelsen blev i hele perioden defineret som ’terroristisk’ af de amerikanske og britiske regeringer.

I den tid var der en international solidaritet, der udfordrede staterne og bidrog til den nødvendige forandring: skabelsen af en demokratisk enhedsstat for alle.

Tiden må være kommet, hvor det igen må være opgaven. Vi kan ikke længere leve med årtiers besættelse, voldelig opdeling og kontrol som i Palæstina. Vi kan ikke længere acceptere en inaktiv international stilling til årtiers tragedie.

En del af tragedien er, at der er så få i den israelske befolkning, der erkender og afviser gentagelsen af den smerte, som i sin tid ramte dem selv.

Der er nogen i Israel, der gør det. Blandt andre digteren Aharon Shabtai. I sine hebraiske digte ser han sit folk som den samme ’grusomme og stupide Farao’, der i fortidens myte har forfulgt dem selv. Han skriver til dem:

»Se nu, slaverne rejser sig, den modige sjæl begraver undertrykkerne i sandet«.
Den tilkæmpede historie - fabler og fortællinger (2009)