Menu

Eventyret om Pia og Dansk Folkeparti

Der var engang et meget dansk folkeparti som var ude efter en dansker de kunne bruge som leder af deres parti. Men det skulle være en ægte dansker så Søren Krarup blev sendt ad sted rundt i hele Danmark for at finde sådan en.

Men alle vegne hvor han kom var der noget i vejen. Dansker var der nok af men om de var rigtige danske kunne han ikke ganske komme efter. Altid var der noget, som ikke var så rigtigt, den ene var for mørkhudet, en anden gik med tørklæde og så var der alle dem der sad hjemme og så på de forkerte TV kanaler.

Så Søren Krarup måtte rejse tomhændet hjem, ikke en eneste dansker han mødte var god nok til Dansk Folkeparti. og tomhændet kom han da hjem igen til Dansk Folkeparti og var så bedrøvet, for han ville så gerne have fundet en ægte dansker, sådan en hvis mor og far var født af gode danske forældre og hvis hud var lys og fin og en som kunne synge med på kristne salmer og sidste nye hit fra Dot og Messerschmidt.

Eller en som fik tåre i øjnene når et par nøgne bryster gik forbi, eller når de kære røde pølser sagde knæk, men først og fremmest en som var villig til at skrive under på at ingen af disse udanske og onde muslimer nogensinde skulle få lov til at slå rod i kongeriget Danmark.

Tiden gik og en aften blev det da et frygteligt vejr; det lynede og tordnede, regnen skyllede ned, det var ganske forskrækkeligt! Så bankede det på Christiansborgs port, og den gamle Søren Krarup gik hen for at lukke op.

Det var en kvinde som kaldte sig for Pia Kjærsgaard, som stod udenfor. Men gud hvor hun så ud af regnen og det onde vejr! Vandet løb ned af hendes lyse hår og hendes klæder, og det løb ind af næsen på de alt for små sko og ud af hælen, og så sagde hun, at hun var en ægte dansker.

Selv om Søren Krarup med det samme kunne se at Pia Kjærsgaard ikke var muslim og var lys og fin i sin hud så lod han ikke sådan narre.

Han tænkte følgende.

“Ja, det skal vi nok få at vide!” , men han sagde ikke noget, gik ind i partikontoret, tog en gæsteseng frem og lagde en falafel på bunden af sengen, derpå tog han tyve madrasser, lagde dem oven på falaflen og så endnu tyve edderdunsdyner oven på madrasserne.

Dér skulle nu Pia Kjærsgaard ligge om natten.

Om morgnen spurgte de hende, hvorledes hun havde sovet.

“Oh så skrækkeligt!” sagde Pia Kjærsgaard, “jeg kan næsten bevæge mig her til morgen! Gud ved, hvad der har været i sengen der har fået mig til at sove så elendigt? Jeg må have ligget på noget meget stort og ubehageligt og sikke drømme jeg havde jeg drømte at en stor farlig horde saftevands drikkende muslim havde taget mig og mit land til fange.

Så kunne Søren Krarup og Jesper Langballe se, at Pia Kjærsgaard var en rigtig dansker, da hun gennem de tyve madrasser og de tyve edderdunsdyner havde mærket en falafel og ovenikøbet så hurtigt vist tegn på ubehag til muslimer. Sådan noget kunne ingen undtaget en meget ægte dansker, altså i følge Søren Krarup og Jesper Langballe begge to meget oplyste og kloge hoveder.

Dansk Folkeparti tog Pia Kjærsgaard da til formand, for nu vidste de, at Søren Krarup havde fundet en ægte dansker, og falaflen blev udstillet i  et glasskab i folketinget til gru og rædsel for alle rigtige danskere.

Se det var et rigtigt og sandt dansk eventyr om hvordan Pia Kjærsgaard blev formand for et rigtigt dansk folkeparti.


Last modified onFriday, 12 November 2010 12:44

Vær med i debatten

Log In

Log in with Facebook

Forgot your password? / Forgot your username?