Politiker i virtuel gabestok

Frokostavisen B.T. sætter konservative Henriette Kjær og hendes mand i en uetisk, virtuel gabestok og lader læserne dømme hende i en internetafstemning.

BLOG. Man kan mene hvad man vil om folk med ondt i privatøkonomien, og man kan mene hvad man vil om konservativ politik og om Henriette Kjærs ret til at fortsætte jobbet som folkevalgt politiker med plads i Folketinget. Men man burde ikke mene hvad man vil om, at folk her i landet er uskyldige til det modsatte er bevist.

Vi lader domstolene dømme og ikke pøblen. Det har frokostavisen B.T., der har samme ejer som den store borgerlige avis Berlingske Tidende, åbenbart meget svært ved at forstå.

For i dag er Henriette Kjær atter landet på B.T.s forside. Denne gang fordi hun og manden muligvis har begået dokumentfalsk ved at sætte deres 72-årige svigermors underskrift på et lånepapir lydende på 200.000 kroner tilbage i 2005.

Nu her i 2010 har svigermor så fået regningen men nægter at betale. Og så er der ellers lagt i kakkelovnen til en familiestrid af den slags, som mange sikkert kender alt for godt.

Om en politikere der gang på gang udviser dårlig dømmekraft i sin privatøkonomi, burde sidde i folketinget er et godt spørgsmål. Men det er folkeafstemningen under et folketingsvalg som i sidste ende afgør den slags. Og folkeafstemningen har talt til fordel for Henriette Kjær fordi hun fik en plads i folketinget.

Vi står lige på trappen til et nyt folketingsvalg, og det ved B.T. lige som den øvrige danske presse også godt. Det Konservative Folkepartis nedtur i meningsmållingerne og skandalesagerne omkring partileder Lene Espersen eller andre konservative toppolitikere er lækkerbiskener for landets pengesultne frokostaviser.

Derfor er Henriette Kjær smidt på forsiden i dag, og derfor har B.T. valgt at lave en dybt uetisk afstemning med intet mindre end seks spørgsmål, hvor læserne blandt andet kan stemme på, om de tror Henriette Kjær og manden lyver.

Aviser skal tjene penge for at overleve og konkurrencen er hård. Annoncer er en stor og vigtig indtjeningskilde også for B.T. I dag sælges annonceplads også på avisernes internetsider, og en virtuel gabestok skaber masser af internettrafik, som igen skaber masser af gode annonceindtægter.

Så man skal ikke lade sig narre af B.T. Avisen er overhovedet ikke ude på forøge massen af hæderlige og anstændige politikere i folketinget. De er kun ude på at forøge deres indtjening, og til det formål er en sag om en toppolitikeres triste økonomi og familiestrid perfekt.

Min sympati står på Henriette Kjærs og hendes families side, uanset hvad jeg ellers måtte mene om rod i privatøkonomi og låneaftaler imellem familiemedlemmer.

Pøblen skal ikke lege dommer over nogen her i Danmark med en grådig pengesulten presse i ryggen.

Man er uskyldig til det modsatte er bevist. Det er domhuset og ikke pressen med deres virtuelle gabestok, som skal træffe afgørelsen.

Add comment

Populære