Omstændighederne omkring oversættelsen er usædvanlige: Oversætterne spærres inde i et kælderlokale et meget hemmeligt sted, The Location, uden internet og mobiltelefon, under overvågning af sikkerhedsvagter med erfaring fra hæren.

Interessant nok har Vraa faktisk ikke noget negativt at sige om disse arbejdsbetingelser. Tværtimod mener han at det var en "mageløst effektiv rutine, og den næsten autistiske gentagelse var berusende". Den fuldstændige arbejdsro medførte, at han ved 11-tiden havde skrevet lige så meget som han normalt nåede på en hel arbejdsdag.

Problemet var oversætterens påklædning. Det var i hvert fald t-shirten der startede det hele, fik det til at eskalere. T-shirten var grå, og havde tre linier sort tekst hen over brystet:

INFERNO
LONDON
2013

Oversætterens rejse til London havde været beskrevet i den danske presse, så han havde ikke nogen grund til at tro at den til lejligheden designede beklædningsgenstand ville vække anstød. Oven i det med T-shirten kommer oversætteren også til at nævne, at han har en aftale med Politiken om at skrive noget dagbog. Men det må han bestemt ikke, bliver det indskærpet. Hans tilstedeværelse på The Location er tophemmelig, uanset hvor meget medierne har skrevet om hans tur til London.

Senere på dagen gennemlæser han den The Confidential Disclosure Agreement han har skrevet under på. De 6 tætskrevne sider nævner intet sted at man forpligter sig til at hemmeligholde The Location. Men han ser ikke nogen grund til ligefrem at skabe nogen konflikt. Han har dog allerede nævnt sin opgave i London på Facebook. Han logger på, og deaktiverer sin konto. Nul facebook - så skulle husfreden været sikret.

Næste dag skulle forlagsagenten efter sigende have været rasende og have truet med at fyre alle oversætterne hvis en eneste af dem overtrådte reglerne. Næppe en realistisk trussel, men dog et forvarsel om de fremtidige problemer.

Ud over aftalen med Politiken havde Vraa også aftaler med et par andre danske medier, men han aflyste pligtskyldigt det hele.

Tre uger senere fik oversætteren mailet First Amendment, en juridisk kontrakt på 3 sider, som ville binde ham til aldrig at kommunikere nogetsomhelst med nogensomhelst om hvadsomhelst i forbindelse med sikkerhedsprocedurerne, forholdene og oversættelsesprocessen. Det lå ligesom i kortene at det forventes at han ikke ville have nogle problemer med dette, og mailen var formuleret som om aftalen allerede var gældende.

Vraa svarede, at - sorry - det kunne han selvfølgelig ikke skrive under på. Han kunne ikke se hvordan de nu, hvor han stort set var færdig med arbejdet, kunne forvente at han bandt sig til nogetsomhelst andet end de betingelser de var blevet enige om i ansættelseskontrakten.

Dette medførte et ubehageligt opkaldt fra hans danske forlægger, som han dengang havde et godt forhold til. Han fik at vide at "Du sætter os i en meget vanskelig situation!". Men han holdt på sit.

The location of The Location

Sikkerheden omkring oversættelsen var absurd. Men det handlede ikke om nogen reel sikkerhedstrussel. Den svært bevogtede hemmelige kælder med kodenavnet The Location var blot en gimmick, et smart stunt til at give pressen noget at skrive om i forbindelsen med en banal oversættelse af en bog. Eller var det?

Bogen giver ikke noget entydigt svar. Min egen fornemmelse er at det startede som et pr-stunt, men at det gradvist fik sit eget liv. De hyrer de ypperste sikkerhedsvagter med militærerfaring, og som følge deraf begynder de selv at tro at de er hemmelige agenter og ikke litterære.

Men et tidspunkt var der indbrud hos den danske forlægger. Tyven går lige forbi nogle splinternye Mac-computere og stjæler forlæggerens forældede PC. Et tilfælde?

Jeps, det var faktisk et tilfælde. En medarbejder med de rette kontakter får opsporet PC'en i Espergærde. Ved hjælp af en findeløn i form af  illegalt nydelsesmiddel kommer PC'en tilbage på sin plads. Men ikke desto mindre fik det paranoiaen helt op i højeste gear. Da forlæggeren smuglede millitary-grade USB-nøglen med den krypterede oversættelse hjem til Danmark i sin brysteholder, var det dødeligt alvor.

Catch 22

4 april ville udvalgte journalister få adgang til The Location, hvor de kunne filme og interviewe oversættere og sikkerhedsvagter. Men, bliver det understreget, for at den danske oversætter kan udtale sig til pressen, skal han dog først underskrive First Amendment - altså det dokument hvormed han binder sig til ikke at udtale sig om nogetsomhelst med nogensomhelst ...

For at blive i det litterære hjørne er det ren Kafka at man, for at få lov at udtale sig om X, skal skrive under på en juridisk dokument der forbyder en at udtale sig om X. Men det handler selvsagt ikke om sikkerhed, eller noget som helst andet reelt. Det handler om at få sin vilje. Den danske oversætter skal ikke tro at han selv kan bestemme hvilke aftaler han vil binde sig til.

For at sætte sagen på spidsen, meddeler Browns agent at de ikke vil udlevere filen med oversættelsen, som stadig befinder sig på serveren i London, med mindre First Amendment bliver underskrevet. Vraa får af sin danske forlægger at vide at han "sætter os i en rigtig svær situation".

Vraa har sit på det tørre: Han har en kontrakt. Han har gjort sit job. Han har fået sine penge. Alligevel skriver han under.

Tankenvækkende som aldrig før

 I en mail fik Vraa indskærpet at han over for pressen skal syntes at Inferno er "hæsblæsende som altid", "tankevækkende som aldrig før" "provokerende" og "hans hidtil stærkeste og bedste bog", hvilket han selvsagt pligtskyldigt aflirer. Det ligger lige til højrebenet at sammenligne disse indstuderede floskler med de soundbites toppolitikere frembøvser.

Men nu har oversætteren skrevet en bog hvor han kan tale frit fra leveren. Bogen citerer enkelte uddrag fra Inferno - den gode Vraa har med stor fryd valgt at blotlægge de mest bøvede af Dan Browns udgydelser. Han er også så ufin at han påpeger en faktuel fejl i den måde hvorpå bogens skurk kommer af dage. Ligeledes fremhæver han bogens lident diskrete product placement for Apple, Google, SmartCar, Louvre, Firenze, Venedig, Bill Gates, NetJet, Harris Tweed, og så videre. Oversætteren syntes dog ikke at Dan Browns bøger er dårlige, kun 'middelmådige', og han mener faktisk Brown er 'en bedre forfatter end hans rygte og hans kritikere vil være ved'.

Dan Brown's TANKADOS KODE udkom i 4. udgave, grundet publiceringen af INFERNO. Vraa undrer sig over at dette ikke bliver nævnt over for ham. Han stod for oversættelsen og skal jævnfør kontrakten inkassere et ekstra honorar ved nye udgaver. Forlæggeren meddeler at hun ikke syntes den nye udgave er nok ny udgave til at han skal have nogen penge. Dette kommer totalt bag på ham. Et par jurister fra Dansk Forfatterforening kommer indover. De mener han skal have pengene. Hans forhold til den danske forlægger er ikke længere helt så casual som det har været tidligere.

Interno

Jeg skrev i sin tid en længere smøre om racismebegrebet, kaldet Kampen om Sproget. Efter at skidtet var skrevet, følte jeg en helt absurd lettelse over at have fået det ud af systemet. Det forandrer ikke verden og der er næppe særlig mange der læser det - men nu har jeg sagt det, det er online, enhver kan læse det. Jeg behøver ikke spekulere mere over det.

Med det i baghovedet kan jeg fuldt ud forstå hvad der drev Vraa til at skrive og udgive INTERNO, i klokkeklar strid med First Amendment. Udgivelsen vil næppe forandre verden, heller ikke forlagsverdenen. Men nu har han sagt det, det er ude, han kan komme videre.