Efter intens eftersøgning er det lykkedes redaktionen at få en kendt partileders regnemaskine i hænde.

Men hvem tilhører den? Vi vil gerne aflevere den tilbage.

 

Ytringsfrihed og karikaturer er for alle. Derfor udskriver P77 konkurrencen: Pia Kjærsgaards ansigt.

Claus Piculell roser i et åbent brev SF's gruppeformand og analytiske strateg for at tale lige ud af posen, og SF for at være kommet tættere på magten til at kunne lave ting om. Men Samtidig advares Sohn og andre mod at tro blindt på spindoktoren og at undervurdere »nok-er-nok«-faktoren, også i baglandet.

»Former målet ikke midlet, så fordærver midlet målet!«

 

Kære Ole Sohn,

Tillad mig at sende dig en forsinket anerkendelse af din kommentar til, at SF er gået tydeligt tilbage i meningsmålingerne:

Nemlig at det skyldes rodet med reaktionen i sagen om et pointsystem for familiesammenføring.

Det er altid rart med en politiker, der kalder en spade for en spade.

Men tag nu og lær af den her også, ikke? Spindoktoren har ikke altid ret og især ikke om de store bevægelser i baglandet og folkedybet, hvilket bl.a. skyldes, at hin m/k sjældent er uden for Christiansborg, og at vedkommende tror på det forvrøvlede slogan om, at moderne politik kun er kommunikation, så man ser det som vigtig strategi, hvis Mogens Lykketoft lægger brillerne ...

En ægte og erfaren politolog kunne forlængst have fortalt jer, at der ikke alene på højrefløjen men også på venstrefløjen fandtes store grupper, der mere og mere længtedes efter en »Nok-er-nok-reaktion« frem for »Sass-doktrinens« evindelige »Luk flanken til DF ved at fodre svinehunden en lille smule mindre end dem«.

Så tag nu bedre og grundigere bestik af færten i luften en anden gang - og husk samtidig på, at SF faktisk er et socialistisk parti, der netop opstod for at kæmpe for lige og gode vilkår for alle mennesker, uanset farve.

Det er helt fint, at I gerne vil i regering, og jeg hører til de naive sjæle, der tror, at det ikke blot er ministertaburetter og -biler, der frister, men også muligheden for at gøre en forskel, at netop give bedre og mere lige vilkår for alle, også de sorte danskere.

I stedet meldte ledelsen ud pr. automatpilot, at man ville lave »et andet pointsystem«, og så brød helvede løs i Aksel-Larsen-gade. Baglandet og folketingsmedlemmer gjorde oprør, og de havde ret.

At I efter en hed tur i den politiske kolbøttefabrik fandt en form for pointsystem, der er til at leve med selv for en liberalsocialist som jeg, fordi det er uendelig let at samle de nødvendige to point, mens de erklærede modstandere i folketingsgruppen accepterede at nøjes med at holde sig for næse og mund, dufter lidt af dygtigt politisk håndværk af bl.a. gruppeformanden.

Men det ændrer ikke ved, at I dels strategisk og taktisk - altså i politisk forstand - var gået med på en skævt afbalanceret linje, og at I dels rent sagligt fik rodet to problemkomplekser sammen, nemlig indvandring og familiesammenføring.

Ved indvandring er et pointsystem ikke alene en god idé - det kan endda være en rigtig god idé. Når landet stander i våde, og vi ønsker hænder og hoveder til tage de jobs, som danske statsborgere ikke kan eller vil tage, så kan et pointsystem til at finde den bedst kvalificerede være overordentlig fint.

Ved familiesammenføring handler det om betingelser for, at danske statsborgere og andre med tilstrækkeligt langt lovligt ophold kan få ægtefælle og børn til landet. Her er et pointsystem det rene nonsens og udtryk for et utalitaristisk menneskesyn, der i sidste ende ikke lader dr. Mengele meget efter.

Det er helt okay at ville begrænse antallet af fremmede, der kommer til landet, og tallet var for stort før 2001. Og her er 24-års-reglen den værst tænkelige løsning - lige til man sammenligner med alle andre, som Churchill i sin tid sagde om demokratiet.

Skulle nogen finde humane forbedringer i måden at begrænse på, så længe det er nødvendigt, altså så længe uligheden og fattigdommen i verden er alt for stor, så fint. Men indtil da, så er mottoet "Steady as she goes", og at der ER strammet nok. Nok er nok, som Lykketoft skrev i et indlæg for et halvt år siden.

Dertil kan jeg ikke modstå at gøre opmærksom på, at faktisk var der en ganske fornuftig og endda meget erfaren politolog, der ikke alene forudsagde Ny Alliances opståen, mens også Sass-doktrinens indbyggede fare for at give svinehunden netop den bid, der fik vælgerne til at væmmes ved lugten af dens mundsvejr og vende om i hobetal. Ikke mindst i jeres eget bagland.

Politologen var i al ubeskeden undertegnede!

Et eksempel er artiklen Det spirende oprør mod Fogh, der forudsagde Fogh-projektets endeligt i marts 2006.

Et andet eksempel er artiklen Dansk Folkepartis hidtil mest ulækre stemmefiskeri, som fik jeres formand Villy Søvndal til i en mail at erklære sig helt enig, noget som måske blev lidt glemt siden.

Jeg ved, at det er irriterende med folk, der konstant siger: »Hvad sagde jeg!« Men når man nu (næsten) altid har ret, hvad skal man dog så gøre? Skal man sige undskyld? Det være hermed gjort!

 

Med venlig hilsen
Claus Piculell