Af Max Blumenthal. Først udgivet på tomdispatch.com 19. december 2010.

Ni år efter 11. september har et hysteri om muslimer i USA grebet landet. Med hysteriet er fulgt et udbrud af brandstiftelser af moskeer, kampagner for at forhindre dem i at blive bygget, og stempling af de ellers overvejende muslimsk-amerikanske samfund i USA som arnested for rekruttering af potentielle terrorister. Dette vanvid har hærget fra landdistrikterne i Tennessee til New York, samtidig med at vælgerne i Oklahoma endda med  overvældende flertal godkendte forbud mod at anvende sharia-lovgivning i amerikanske domstole (ikke at der var nogen udsigt til at det skulle ske). Den islamofobiske kampagne har ramt præsident Obama politisk, i og med en ud af hver femte amerikaner tror på de vedvarende falske rygter om hans hemmelige muslimske tro. Og kampagnen kan have ødelagt synet på muslimer i almindelighed: En meningsmåling i august 2010 fra Pew Research Center afslørede, at muslimers popularitet blandt amerikanerne er faldet med 11 procentpoint siden 2005.

Det kan virke som et mærkeligt tidspunkt og uventet spontant, at denne bølge af anti-muslimske fordomme bryder ud så mange år efter traumet fra den 11. september. Men tag ikke fejl: Den er frugten af en organiseret og langsigtet kampagne udført af en tæt sammenslutning af højreorienterede aktivister og medarbejdere, der allerede begyndte at fokusere på Islamofobien straks efter angrebene 11. september, men først har opnået en kritisk masse i løbet af Obamas præsidentperiode. Det var i denne periode, at forbitrede konservative kræfter som var stemt fra magten i 2008, med en bemærkelsesværdig succes formåede at udnytte en kulturel harme til politiske formål.

Dette netværk er tvangsfikseret på en formodet spredning af muslimsk indflydelse i Amerika. Netværkets organisatoriske apparat spænder over flere kontinenter fra Tea Party-aktivister i USA til den yderste højrefløj i Europa. Det forener højreorienterede ultra-zionister, Kristne evangelister og racistiske britiske fodbold-hooligans i en fælles sag. Det afspejler en aggressivt pro-Israelsk indstilling, med dets nøglepersoner der ærer den jødiske stat som en mellemøstligt Fort Apache på frontlinjen af den globale krig mod terror og opfordrer den amerikanske og forskellige europæiske magter at følge sine hårdhændede metoder.

Der er ikke meget af den sidste nye amerikanske islamofobi (med stærkt tryk på "fobi") der kommer tilfældigt. Flere år før de såkaldte "stødtropper" fra Tea Party-bevægelsen samlede sig i vrede masseprotester uden for det foreslåede sted til et islamisk medborgerhus i det nedre Manhattan, lancerede repræsentanter for den israelske lobby og det jødisk-amerikanske etablissement en kampagne mod pro-palæstinensiske studenteraktivisme, der skulle vises sig at blive starten for hvad der senere skulle komme. Kampagnen blev hurtigt - og måske forudsigeligt - forvandlet til en række korstog mod moskéer og islamiske skoler, som så igen tiltrak et udvalg af lyssky, men usædvanligt energisk militante personer til netværkets rækker.

Ud over at levere den første opstartsenergi til det Islamofobiske korstog finansierede konservative elementer fra den pro-israelske lobby Netværket, så det kunne påvirke den nationale debat. Især én filantrop har givet kampagnen økonomiske støtte, nemlig den forholdsvis ukendte iværksætter indenfor IT-sikkerhed fra Los Angeles-området Aubrey Chernick, der arbejder for et sikkerhedskonsulentfirma som med en underdrivelse kaldes National Center for Crisis and Continuity Coordination. Ifølge en forehenværende fondsadministrator for Washington Institute for Near East Policy, der har fungeret som tænketank for den fremtrædende Israel-lobbyvirksomhed American Israeli Public Affairs Committee (AIPAC), siges Chernick at være god for 750 millioner dollars.

Chernicks formue er dog småting i forhold til millarderne fra Koch Brothers, giganten fra udvindingsindustrien der finansierer Tea Party-relaterede grupper som Americans for Prosperity, og som igen blot er pebernødder i forhold til den israelsk-amerikanske mediebaron Haim Sabans finansimperium, der er en af den største private donorer til det Demokratiske parti og som for nylig doblede 9 millioner dollars op der var blevet rejst for Friends of the Israeli Defense Forces på bare en enkelt nat. Alligevel har Chernick haft en betydelig indflydelse ved at tilføre sine penge til en lille, men indflydelsesrig konstellation af grupper og enkeltpersoner med en smal dagsorden.

Igennem den private virksomhed Fairbrook Foundation, som Chernick kontrollerer sammen med sin kone Joyce, har han ydet støtte til grupper lige fra Anti-Defamation League (ADL) og CAMERA, en højreorienteret, pro-Israelsk medie-vagthundeforening, til voldelige Israelske bosættere der lever på palæstinensisk jord, og til folk som den pseudo-akademiske forfatter Robert Spencer, der har en stor del af ansvaret for at udbrede populærvidenskabelige konspirationsteorier om muslimske fanatiskeres kommende erobring af Vesten for at etablere et verdensomspændende kalifat. Tilsammen har disse grupper spredt hysteri om muslimer i USAs mellemamerikanske samfund, hvor indvandrere fra Mellemøsten for nylig har slået sig ned, og de har med glæde set de sandsynlige republikanske præsidentkandidater fra Mike Huckabee til Sarah Palin fremme deres sag og efterplapret deres omkvæd. Det eneste der er mere overraskende end at islamofobi udbredes mere og mere er, at fænomenet blot for et par år siden var begrænset til et par universiteter og et enkelt kvarter i den indre by, og at det dengang virkede som et flygtigt modefænomen, der snart ville forsvinde fra det amerikanske politiske landskab.

Et netværk fødes

Det islamofobiske korstog blev for alvor lanceret da George W. Bushes popularitet og prestige toppede og de neokonservative og deres allierede var højt på strå. I 2003, tre år efter præsident Bill Clintons forsøg på at løse det israelsk-palæstinensiske spørgsmål brød sammen og lige efter invasionen af Irak, mødtes et netværk af jødiske grupper, lige fra ADL og American Jewish Committee til AIPAC for at tale om, hvad de så som en pludselig stigning i pro-palæstinensisk aktivisme på universitetsområder i hele landet. Mødet blev starten på David Projectet (en. David Project), en campus-talsgruppe ledet af Charles Jacobs, medstifter af CAMERA, et af de mange grupper som Chernick havde søsat. Med hjælp fra PR-fagfolk undfangede Jacobs en plan om at "tage campus'et tilbage ved at påvirke den offentlige mening gennem foredrag, internettet og koalitioner" som et memo lavet dengang af konsulentfirmaet McKinsey and Company udtrykte det.

I 2004, efter samtale med Martin Kramer fra Washington Institute for Near East Policy, en pro-israelsk tænketank som Chernick administrerede, producerede Jacobs en dokumentarfilm kaldet Columbia Unbecoming. Det var fyldt med påstande fra jødiske studerende på Columbia Universitetet om, at de havde været udsat for intimidering og fornærmelser fra arabiske professorer. Filmen tegnede et portræt af New York City skolens Institut for Mellemøstlige og Asiatiske Sprog og Kulturer som et væksthus for anti-semitisme.

I deres klager fokuserede de studerende specielt på en bestemt person: Joseph Massad, en palæstinensisk professor i Mellemøsten-studier. Han var kendt for sit lidenskabelige forsvar for dannelsen af en binational stat mellem Israel og Palæstina, såvel som for sin kraftige kritik af hvad han kaldte "Israels racistiske karakter". Filmen identificerede ham som "en af de farligste intellektuelle på campus", ligesom han blev præsenteret som en afgørende skurk i The Professors: The 101 Most Dangerous Academics in America, en bog af den neokonservative, Chernick-finansierede aktivist David Horowitz. Massad var særlig sårbar over for sådanne angreb, eftersom han var ved at søge ansættelse på det tidspunkt.

Da uenigheden omkring Massads synspunkter tog til, forlangte det liberalt indstillede demokratiske kongresmedlem Anthony Weiner fra New York, som engang beskrev sig selv som en repræsentant for "ZOA-fløjen (Zionist Organization of America, red.) i Det Demokratiske Parti", at Columbia Universitetets præsident Lee Bollinger, en berømt grundlovsekspert (en. First Amendment scholar, red.), skulle fyre professoren. Bollinger reagerede ved at udstede en ukarakteristisk defensiv udtalelse om den akademiske friheds "begrænsede" karakter.

På sigt viste der sig ikke at være hold i nogen af anklagerne. Faktisk blev samtlige vidnesbyrd i David Project filmen i sidste ende enten miskrediteret eller aldrig bekræftet. I 2009 opnåede Massad en livstidsstilling efter at have vundet Columbia's prestigefyldte Lionel Trilling Award for fremragende akademisk optræden.

Men Kramer, der nu havde demonstreret sin evne til at skræmme fakultetsmedlemmer og endda magtfulde universitetadministratorer, erklærede sit projekt for en moralsk sejr og pralede til pressen at "dette er et vendepunkt." David-projektet oprettede efterfølgende kapitler på universitetscampusser over hele USA, mens dets leder slog ind på en anden vej og gik på gaderne i Boston i 2004 for at modsætte sig opførelsen af kulturcenteret Islamic Society of Boston Cultural Center.

The Islamic Society of Boston havde i næsten 15 år søgt om tilladelse til at bygge et kulturcenter i hjertet af Roxbury, byens største sorte kvarter, for at servicere sin betydelige muslimske befolkning. Med støtte fra borgmester Thomas Menino og de førende lovgivere i Massachusetts syntes bygningen af moskeen at være et et fait accompli - det vil sige indtil den Rupert Murdoch-ejede avis Boston Herald og hans lokale Fox News affiliate skred til handling. Boston Globe-skribent Jeff Jacoby stemte også i med en lang række artikler om at planerne om centeret var bevis for et saudiarabisk komplot der skulle styrke radikal islams indflydelse i USA, og muligvis endda træne underjordiske terrorceller.

Det var på dette tidspunkt David-projektet gik ind i kampen, og indkaldte dele af det lokale pro-Israelske samfund i Boston-området til møde for at udarbejde strategier der kunne torpedere projektet. Ifølge emails der blev udleveret til advokater fra Islamisk Trossamfund under en retssag mod David-projeketet, blev mødedeltagerne enige om at føre en årelang kampagne af retssager med anklager mod The Islamic Society of Boston for gener, herunder beskyldninger om at centret havde modtaget udenlandsk finansiering fra "Wahabi-bevægelsen i Saudi-Arabien eller ... det Muslimske Broderskab."

Som svar satte en græsrodsbevægelse af liberale jøder en række tværreligiøse bestræbelser i gang, for på den måde at afslutte en kontrovers, der grundlæggende var fabrikeret ud af den blå luft og gnavede i forholdet mellem det jødiske og muslimske samfund i byen. Jacobs ville imidlertid ikke lade sig formilde. "Vi er mere bekymrede nu, end vi nogensinde har været over en saudiarabisk påvirkning af lokale moskeer", bekendtgjorde han i en forstadssynagoge i Boston 2007.

Efter at have betalt millioner af dollars i juridiske regninger og stået i mod endeløs tilsmudsning, færdiggjorde Islamic Society of Boston opførelsen af sit medborgerhus i 2008. Ikke overraskende gik ingen af David-projektets mørke advarsler i opfyldelse. Som reporter Philip Martin fra National Public Radio i Boston konkluderede i september 2010: "De skrækhistorier der gik forud for [medborgerhusets] opførelse, fremstår i bakspejlet skingre og overdramatiserede".

Netværket Udvides

Denne anden mislykkedede kampagne tjente i sidste ende mere til at opbygge en bevægelse end til at få succes eller sikre den nationale sikkerhed. Det lokale korstog fik skabt en effektiv skabelon for, hvordan man skaber hysteri mod etableringen af islamiske centre og moskeer over hele USA, og samtidig blev rollelisten skabt til det anti-muslimske netværk, der skulle få opmærksomhed og succes i de kommende år.

I 2007 samledes hele rollelisten til en prototype-bevægelse der lancerede et nyt korstog, denne gang rettet mod Det Internationale Khalil Gibran Akademi, en sekulær arabisk-engelsk folkeskole i New Yorks Brooklyn-bydel. Aktivisterne i den hurtigt oprettede pressionsgruppe Stop the Madrassah (madrassah er simpelthen det arabiske ord for skole) omfattede en bred vifte af hidtil ukendte fanatikere, der intet gjorde for at skjule deres ekstreme syn på religionen Islam eller muslimerne i Amerika. Deres erklærede mål var at udfordre skolens virke for at overtræde adskillelsen af kirke og stat i den amerikanske grundlov. Koalitionens egentlige mål var dog til at gennemskue: at presse byens ledelse til at indtage en fjendtlig holdning over for det lokale muslimske samfund.

Aktivisterne stillede skarpt på skolens forstander Debbie Almontaser, en erfaren pædagog af yemenitisk afstamning, og stemplede hende ufunderet som "en jihadist" og 11. september-fornægter. De beskyldt hende også for - som Pamela Geller, en blogger fra det yderste højre der netop var ved at vinde frem udtrykte det - "hvidvaske folkemordet på jøderne". Daniel Pipes, en neokonservativ akademiker der tidligere havde været aktiv i kampagnerne mod Josef Massad og det Islamiske Medborgerhus i Boston (og hvis pro-Likud tænketank Middle East Forum har modtaget $150.000 fra Chernick), sagde at skolen ikke burde fortsætte fordi "arabisk-sproget undervisning uundgåeligt er ladet med Pan-Arabistisk og islamistisk bagage". Da kampagnens feber rasede på sit højeste rapporterede Debbie Almontaser, at medlemmer fra koalitionen faktisk forfulgte hende overalt hvor hun gik.

I betragtning af, hvad professor på Columbia Journalism School og tidligere journalist på New York Times Samuel Freedman kaldte "hendes tydeligt offentligt kendte tværreligiøse aktivisme og håndsudrækning", herunder arbejde med New Yorks Politi og med (det proisraelske) Anti-Defamation League efter angrebene 11. september, virker angrebet på Almontaser intet mindre end bizart - indtil hendes overfaldsmænd opdagede et fotografi med en T-shirt fra AWAAM, en lokal arabisk feministisk organisation, hvor der stod "Intifada NYC" på. Det viste sig sidenhen at AWAAM undertiden delte kontor med en yemenitisk-amerikansk forening, som Almontaser sad i bestyrelsen for. Selvom forbindelsen virkede lidt tynd, fremmede det den angrebslinje som Stop Madrassah-koalitionen havde ventet på.

Ved således at have fundet en måde at kile det følelsesmæssige spørgsmål om Israel-Palæstina konflikten ind i en tidligere New York-centreret kampagne, fandt skolens modstanderne en platform på den Murdoch-ejede New York Post, hvor journalisterne Chuck Bennett og Jana Winter hævdede at hendes T-shirt var "tilsyneladende en opfordring til en Gaza-lignende opstand i The Big Apple". Mens Almontaser forsøgte at forklare avisens journalister at hun afviste terrorisme, stillede Anti-Defamation League op som på kommando. ADL-talsmanden Oren Segal fortalte New York Post: "T-shirten afspejler en bevægelse, der i stigende grad roser vold mod israelere i stedet for at afvise den. Det er foruroligende".

Før der kunne sendes nogen raketter fra Almontasers skole gav hendes tidligere allierede, New Yorks borgmester Michael Bloomberg efter for det voksende pres og truede med at lukke skolen, hvilket fik hende til at træde tilbage. Almontaser, som senere indgav en retssag mod byen for krænkelse af hendes ytringsfrihed, blev erstattet af en jødisk inspektør som ikke kunne arabisk. I 2010 afgjorde USAs ligestillingskommision Equal Employment Opportunity Commission (EEOC) at staten New Yorks undervisningsministerium havde "bukket under for den selv samme fordomsfuldhed som skolen var oprettet for at fjerne" ved at fyre Almontaser, og der blev anbefalet en erstatning på 300.000 dollars. Kommissionen konkluderede også, at New York Post havde citeret hende misvisende.

Selvom det ikke lykkedes at stoppe etableringen af Khalil Gibran Academy skolen, lykkedes det den spirende anti-muslimske bevægelse at tvinge byens ledere til at bøje sig for sin vilje, og efter at have lært præcis hvordan man gør det, flyttede bevægelsen videre i sin søgen efter endnu mere højtprofilerede mål. Som New York Times rapporterede dengang: "Kampen mod skolen… var kun en tidlig træfning i en bredere, landsdækkende kamp."

"Det er en kamp, der egentlig først er begyndt" fortalte Daniel Pipes til New York Times.

Fra bilbedrag til Pressetjeneste

Daniel Pipes kunne kunne ikke have været mere præcis. I slutningen af 2009 gik islamofoberne i aktion igen, da den muslimske forening Cordoba-initiativet (en. The Cordoba Initiative, red.), der ledes af den overordentlig moderate sufimuslimske imam Feisal Abdul Rauf, som jævnligt har rejst udenlands for at repræsentere USA på foranledning af det amerikanske udenrigsministerium, meddelte at de ville bygge et medborgerhus i midten af New York. Med investorers hjælp købte Raufs Cordoba-initiativ en grund to blokke væk fra Ground Zero på Manhattan. Grunden skulle give plads til et bedested som del af et større medborgerhus, der ville være åbent for alle i kvarteret.

Men ingen af disse kendsgerninger betød noget for Pamela Geller. Takket være en konstant agitation på sin blog Atlas Shrugged fik Geller gjort Cordoba-initiativets byggeplaner til et nationalt anliggende, hvilket fremprovokerede brændende opråb fra konservativ side om at beskytte den 11. septembers "indviede jord" mod snigende Sharia. (At "Moskeen" slet ikke ville have kunnet ses fra Ground Zero, og at kvarteret faktisk var fuld af alt fra stripklubber til grillbarer gjorde ikke noget.) Pamela Gellers aktivisme mod Cordoba House gav den 52 år gamle fuldtidsblogger den opmærksomhed hun så tilsyneladende længtes efter, herunder et stort portræt i New York Times og adskillige udtalelser til kabeltv-nyheder, naturligvis især på Fox News.

Reportere fra hovedmedierne fokuserede mest på Gellers bizarre stunts. Hun udsendte for eksempel en video af sig selv, hvor hun plaskede rundt i en meget lille bikini på en strand i Fort Lauderdale i Florida, mens hun angreb "left-tards" og "Nazi Hizbollah". Hendes opfordring til boykot af virksomheden Campbells Soup, fordi den tilbød halal-versioner af sine produkter (halal mad er godkendt i henhold til islamisk lov som kosher mad er under jødisk lov) gav hende stor opmærksomhed, og det samme gjorde hendes udbredelse af skriverier om, at præsident Barack Obama var det uægte barn af Malcolm X.

Geller havde aldrig tjent til føden som journalist. Hun levede af millioner af dollars fra et skilsmisseforlig og af livsforsikringpenge fra hendes ex-mand. Han døde i 2008, et år efter at være blevet sagsøgt for et bedrag på 1,3 millioner dollars kørt fra et bilforhandlerforetagende som han ejede sammen med Pamela Geller. Uafhængig, velhavende og med al den nødvendige tid til overs var Geller ganske kompetent til at udnytte sin mærkelige status som mediestjerne og til at opildne det allerede organiserede politiske netværk af islamofober til at intensivere sit korstog.

Hun nød også godt af tætte alliancer med førende islamofober fra Europa. Blandt Gellers allierede var Anders Gravers, en dansk aktivist og stifter af gruppen Stop Islamisation of Europe (SIOE) som han gav det usædvanligt uskarpe motto: "Racisme er den laveste form for menneskelig dumhed, men islamofobi er højden af sund fornuft". Gravers' gruppe inspirerede Geller til hendes egen USA-baserede gruppe Stop Islamization of America (SIOA), som hun stiftede med sin ven Robert Spencer, en pseudo-videnskabsmand der med bestsellere som "The Truth About Muhammad, Founder of the World’s Most Intolerant Religion" fik den tidligere rådgiver for præsident Richard Nixon og muslim-aktivist Robert Crane til at kalde ham "den vigtigste leder… i det nye akademiske område muslim-bashing." (Ifølge hjemmesiden Politico, har Chernick sendt 1 million dollars i gaver til Spencers Jihad Watch-gruppe gennem David Horowitz's Freedom Center.)

Som perfekte kilder for republikanske politikere søgende efter den næste varme politiske kartoffel fandt islamofobernes retorik en vej ind og blev emner hos Newt Gingrich og Sarah Palin, da de svingede korstoget mod Cordoba House op i det nationale rampelys. Snart sammenlignede Gingrich medborgerhuset med at sætte et nazitegn ved siden af Holocaust-museet, mens Palin kaldte det "et stik i hjertet" på "The Heartland" (betegnelse for det centrale USA, red.). Samtidig gjorde amerikanske Tea Party-kandidater som republikaneren Ilario Pantano, en Irak-veteran der dræbte to ubevæbnede irakiske civile ved at skyde dem 60 gange - han standsede oven i købet for at genlade sit våben - modstanden mod Cordoba House til kernen i deres valgkampagner til Kongressen mange hundrede kilometer væk fra Ground Zero.

Gellers kampagne mod "moskeen ved Ground Zero" fik uventet hjælp og et skær af legitimitet fra etablerede jødiske ledere som Anti-Defamation Leagues nationale direktør Abraham Foxman: "Overlevende fra Holocaust har ret til følelser, som er irrationelle," sagde han til New York Times. Med en sammenligning af de efterladte familiemedlemmer fra 11. september med overlevende fra holocaust fastholdte Foxman, at "Deres angst giver dem ret til holdninger, som andre ville betragte som irrationelle eller hykleriske."

Det varede ikke længe inden direktøren for den (Chernick-finansierede) American Jewish Committee, David Harris, krævede at Cordoba-husets ledere skulle tvinges til at afsløre deres "sande holdninger" om palæstinensiske militante grupper, før byggeriet af medborgerhuset kunne begyndes. Rabbiner Marvin Hier fra Simon Wiesenthal Centeret i Los Angeles, en anden stor jødisk gruppe, fasthold at det ville være "ufølsomt" af Cordoba til at bygge i nærheden af "en kirkegård", på trods af at hans egen organisation nylig havde fået tilladelse fra kommunen i Jerusalem til at bygge et "tolerancens museum" ved navn The Center for Human Dignity direkte oven på den muslimske kirkegård Mamilla Cemetery, der indeholdt tusindvis af op til 1.200 år gamle gravsteder.

Inspiration fra Israel

Med inddragelsen af skikkelser som Anders Gravers stod det klart, at det islamofobiske netværk i USA udvidede over Atlanten, båret af en ulmende vrede i Europa. Her stormedede det yderste højre frem til sejre i parlamentsvalg henover kontinentet, delvist ved at appellere til ulmende anti-muslimske følelser blandt vælgere på landet og blandt arbejdere. Og samarbejdet mellem de europæiske og amerikanske islamofober voksede kun ved at Geller, Spencer og Gingrich under et optog mod Cordoba-huset gik sammen med Europas mest fremtrædende anti-muslimske figur, det hollandske parlamentsmedlem Geert Wilders. Og sideløbende hermed har Pamela Geller i mellemtiden udstedt støtteerklæringer for English Defense League (EDL), en flok uorganiserede neo-nazister og tidligere medlemmer af British National Party, der skræmmer muslimer i gaderne i byer som Birmingham og London.

Det transatlantiske islamofobiske korstog har også strakt sig til Israel, et land der er kommet til at symbolisere Netværkets kamp mod den muslimske trussel. Om Israel fortalte Geller New York Times' Alan Feuer at Israel er "et meget godt eksempel fordi… i krigen mellem civiliserede og vilde, dér vælger du de civiliserede menneskers side."

EDL-medlemmer vifter jævnligt det israelske flag til deres møder, og Wilders hævder at have fået dannet sine holdninger til muslimer mens han arbejdede på et israelsk cooperativ i 1980'erne. Han har efter eget udsagn besøgt landet mere end 40 gange siden for at mødes med højreorienterede politiske som Aryeh Eldad, medlem af det israelske Knesset og leder af den yderste højrefløjsfraktion Hatikvah i Det Nationale Unionsparti. Wilders har opfordret til med magt at "overføre" palæstinensere der bor i Israel og på den besatte Vestbred til Jordan og Egypten. Den 5. december 2010, rejste Wilders for eksempel til Israel til et "venligt" møde med udenrigsminister Avigdor Lieberman, hvorefter han erklærede på en pressekonference, at Israel bør indlemme Vestbredden og oprette en palæstinensisk stat i Jordan.

I dette apokalyptiske "civilisationernes sammenstød" har det globale anti-muslimske netværk søgt at få små væbnede jødiske bosættelser som Yitzar på bakkerne over de besatte palæstinensiske by Nablus til at fungere som fæstninger i forreste linje. Inde i Yitzar's statsfinansierede yeshiva (jødisk rabbiner-skole, red.), har en rabbiner ved navn Yitzhak Shapira instrueret studerende i, hvilke regler der skal anvendes når man overvejer aflivning af ikke-jøder. Shapira sammenfattede sine meninger i den vidt udbredte bog, Torat HaMelech, eller "Kongens Torah". Ved at hævde at ikke-jøder er "ubarmhjertige af natur" har Shapira citeret rabbinske tekster og erklæret, at ikke-israelitter kan dræbes for at "hindre deres onde tilbøjeligheder". "Der er begrundelse," proklamerede rabbineren, "for at dræbe babyer, hvis det står klart at de vil vokse op og skade os, og i en sådan situation kan de skades bevidst og ikke kun under kamphandlinger mellem voksne".

I 2006 blev rabbineren kortvarigt tilbageholdt af det israelske politi for at have opfordret sine tilhængere til at myrde alle palæstinensere over 13 år. To år senere, underskrev han ifølge den israelske avis Haaretz et rabbiner-brev til støtte for Israelske jøder, der brutalt havde overfaldet to arabiske unge på landets Holocaust Remembrance Day. Samme år blev Shapira anholdt under mistanke for at have hjulpet til med at iværksætte et raketangreb mod en palæstinensisk landsby nær Nablus.

Selv om han ikke blev anklaget kom hans navn igen frem i forbindelse med en anden terrorhandling, nemlig da det israelske politi i januar 2010 gennemsøgte hans bosættelse for vandaler, der havde sat ild til en nærliggende moské. Endelig har en af Shapiras tilhængere, den amerikanske indvandrer Jack Teitel, tilstået at have myrdet to uskyldige palæstinensere og forsøgt at dræbe den liberale israelske historiker Ze'ev Sternhell med en brevbombe.

Hvad har alt dette at gøre med de islamofobiske kampagner i USA? En stor del, faktisk. Gennem New York-baserede skattefri foreninger som for eksempel The Central Fond of Israel og Ateret Cohenim har den allestedsnærværende Aubrey Chernick sendt titusindvis af dollars i støtte tli såvel Yitzar-bosættelsen som de messianske bosættere der vil  "judaisere" Østjerusalem. Bosætterbevægelsens førende online nyhedsmagasin Arutz Sheva har lanceret Geller som klummeskribent. En af Gellers venner, den højreorienterede aktivist Beth Gilinsky med en gruppe ved navn Koalitionen til Ære for Ground Zero (en. Coalition to Honor Ground Zero, red.) og grundlægger af Jewish Action Alliance (der tilsyneladende er blevet opsagt af et ejendomskontor på Manhattan), arrangerede en stor demonstration i New York i april 2010 for at protestere mod Obama administrationens opfordring til at standse bosættelserne.

Blandt Chernick store bidragmodtagere findes en angiveligt "upolitisk" gruppe kaldet Aish Hatorah, der hævder at uddanne jøder om deres kulturelle arv. Med base i New York og aktive i febersumpe ved den nordlige Vestbreds bosættelser nær Yitzar, deler Aish Hatorah adresse og medarbejdere med en tilbagetrukket udenlandsk forening kaldet Clarionfonden (en. The Clarion Fund, red.). Under den amerikanske valgkamp i 2008 uddelte Clarionfonden 28 millioner dvd'er med en propagandafilm kaldet Obsession som avisindstik til beboerne i svingstater rundt om i landet. Filmen var en ren Blå Bog over anti-muslimske aktivister, herunder Walid Shoebat, en selvudråbt "tidligere PLO terrorist." Blandt Shoebats mere slående udsagn kan nævnes: "Et verdsligt dogme som nazismen er mindre farligt end Islamofascisme i dag." Til en kristen indsamling i 2007 fortalte denne "tidligere islamiske terrorist" publikum, at islam var en "satanisk kult" og at han var blevet født igen som en evangelisk kristen. I 2008 afslørede den højreorienterede avis Jerusalem Post ham imidlertid som en svindler, hvis påstaede tilknytning til terrorisme var opdigtede.

Islamofobiske grupper fik kun minimal indflydelse på den amerikanske valgkamp i 2008. Men to år senere, efter at republikanerne genvandt kontrol over Repræsentanternes Hus i midtvejsvalget, ser det ud til at Netværket har nået en kritisk masse. Selvfølgelig var økonomien afgørende i valgkampen, og om to år vil amerikanerne sandsynligvis stemme efter deres tegnebøger igen. Men at opførelsen af et enkelt islamisk medborgerhus eller den indbildte trussel om sharia-lov overhovedet blev gjort til spørgsmål i midtvejsvalget, afspejler den indflydelse en lille gruppe af lokalt orienterede aktivister har fået, og vidner om at når en vis præsidentkandidat, der allerede har været dæmoniseret som krypto-Muslimsk går til valg igen, så kan landets mest højrøstede islamofober igen finde sammen på en national platform i kampens hede.

Foreløbig har det islamofobiske korstog for længst overgået de højreorienterede pro-Israel aktivister, cyber-fanatikere, og de ambitiøse kræmmere, der fostrede det. Korstoget er nu overtaget af førende republikanske præsidentkandidater, af fremtrædende nyhedsværter fra kabel-TV, og af skarer i Tea Party-bevægelsen. Og i takt med at gløderne breder sig, soler korsfarerne sig i genskinnet af, hvad de har opnået. "Jeg valgte ikke dette tidspunkt" sagde Geller eftertænksomt til New York Times, "tidspunktet valgte mig."

Oversat af Christian Rask.